Imidlertid er det en mand, erhvervsmanden, samfundsdebattøren og medlem af International Free Press Society´s rådgivende organ, Asger Aamund, som i en kronik i Berlingske Tidende 7/3 udtaler: - “Det er fint med en kampdag for kvinder, men skal vi ikke lige prioritere opgaverne efter vigtighed og behov. Der findes i dag flere hundrede millioner muslimske kvinder med færre borger-og frihedsrettigheder end kvinderne havde tilkæmpet sig i antikkens Rom for 2.000 år siden.”

Jeg kunne ikke være mere enig. Og det er livsvigtigt, at nogen tør italesætte denne ulighed.

Der er nemlig ved at indsnige sig en kedelig og farlig tendens blandt både politikere og meningsdannere generelt, nemlig at det på det nærmeste er blevet tabu at påpege og debattere de vrangsider ved islam, som især rammer unge muslimer og mere eller mindre lader dem hjælpeløse tilbage.

Strudseagtig berøringsangst

Ikke nok med, at man her snart kan tale om den forbudte debat. Værre er, at en lang række alvorlige problemer, som samfundet meget snart bliver nødt til at erkende og tage stilling til, af samme grund bliver bagatelliseret og fejet ind under gulvtæppet. Der er reelt ved at opstå en form for islamofobi, der især giver sig udslag i en strudseagtig berøringsangst for at se en række kendsgerninger i forbindelse med islam i øjnene. Blandt andet det faktum, at de såkaldte æresdrab intet har med jalousi at gøre, som f.eks. BT forsøgte at antyde det 27/12-07 med overskriften ”Når jalousi dræber ”, og hvor det af artiklen fremgår, at flere af ofrene  har muslimsk baggrund.

Et andet eksempel er Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, der i en leder 24/1-10 fremsatte den noget opsigtsvækkende påstand, at der kun er blevet begået to æresdrab i Danmark.

Ifølge disse to aviser skulle problemet således være nærmest ikke-eksisterende, og den holdning har desværre bredt sig med den alarmerende konsekvens for unge muslimer, der forsøger at skabe sig et selvstændigt liv, at det er blevet mere og mere almindeligt at høre bemærkningen: ”Nåeh ja, men danske mænd slår jo også ihjel i jalousi.”

Familielikvideringer

Det gør de og desværre i stigende grad, men en gennemgang af de 26 registrerede sager om såkaldte æresdrab i Danmark i perioden 1986-2008, og som er kommet til offentlighedens kendskab, viser imidlertid et helt andet billede end lige netop jalousi. Nemlig at der dels er tale om regulære familielikvideringer af unge mennesker, som ikke vil acceptere familiens afgørelser og dels om mord på kvinder, hvor manden ikke kan acceptere hustruens danske levevis i strid med islams principper.

Af alle disse sager, der har resulteret i domsfældelser, er der kun én, hvor den dømte har angivet jalousi som årsag til drabet, nemlig en sag fra 1994, hvor en 42-årig iraker slog sin 22-årige hustru ihjel med tre øksehug.

Hvad de øvrige sager angår, drejer de 11 sig efter en grov opdeling om regulære familielikvideringer, medens de 14 drejer som om religiøst betonede drab på kvinder, hvor manden i retten har angivet som årsag, at han ikke har kunnet acceptere sin partners danske levevis i strid med islams kvindeopfattelse.

Blandt de typiske familielikvideringer er bl.a. sagen fra Horsens i 1986, hvor en 16-årig tyrkisk dreng, der var kæreste med en 15-årig tyrkisk pige, blev dræbt i sin lejlighed i Horsens. Også drengens mor blev dræbt af skud. Drabene blev begået af pigens far, fordi han havde lovet datteren væk til en anden i Tyrkiet.

Sagen om Ghazala Khan

Ligeledes er drabet i 1993 på en 25-årig mand i København en typisk for denne type likvideringer. Han ville skilles fra sin pakistanske hustru, og blev derfor myrdet med 21 knivstik af hustruen og hendes bror. Bagefter skar de hovedet og testiklerne af liget. Kroppen blev viklet i plastiksække og smidt i voldgraven ved Christiania. Hovedet endte i vandet ved Kalvebod Brygge.

Tre år senere, i 1996 blev en 20-årig pakistansk kvinde myrdet på Frederiksberg af sine tre brødre, fordi hun nægtede at leve i et tvangsægteskab. Året efter skete det samme for en ligeledes 20-årig pakistansk kvinde. Hun nægtede at leve i tvangsægteskab med sin fætter og fik halsen skåret over af sin storebror, medens flere familiemedlemmer samt hendes mand stod i hendes lejlighed og så til.

Og sådan kører det. Den ene sag efter den anden, som intet har med jalousi at gøre, men er regulære familielikvideringer, og hvor den mest omfattende er sagen fra Slagelse. Her blev den kun 18-årige Ghazala Khan i 2005 skudt på åben gade af sin storebror, fordi hun mod familiens ønske havde giftet sig med den mand, hun elskede. Hendes mand blev hårdt såret. Parret var på flugt fra familien, der ved hjælp af muslimske taxachauffører fik dem lokaliseret i Slagelse. I alt ni personer blev dømt i sagen. Pigens 57-årige far, der iscenesatte drabet, blev idømt livsvarigt fængsel.

De religiøst betingede drab, hvor kvinden bliver myrdet, fordi hun har tilegnet sig danske, ikke-muslimske normer, viser samme brutale forløb. Som for eksempel i en sag fra 1996, hvor en 25-årig syrisk kvinde blev stukket ihjel af sin irakiske ægtemand for øjnene af buspassagerer på Amager. Manden forklarede stille og roligt i retten, at han ikke kunne acceptere hendes vestlige levevis. Derfor skulle hun dø.

Dansk livsstil og muslimske normer

Samme holdning havde en iransk kioskejer. I 1999 slog han sin 29-årige iranske hustru ihjel i sin kiosk. Kørte liget til en skov i Ejby ved Køge og brændte det til ukendelighed. I retten erklærede han, at han ikke kunne klare hendes danske livsstil.

Ligeledes i 1999 blev en 19-årig tyrkisk-dansk pige dræbt af sin familiesammenførte tyrkiske mand, der også i retten forklarede, at han ikke kunne acceptere hendes danske livsstil i strid med muslimske normer.

For Naima Fadio, der i 1999 blev gift med sin familiesammenførte mand, varede ægteskabet kun i de fem uger, manden havde været i Danmark. Så blev han træt af hende danske levevis og dolkede hende ihjel.

Og jeg kan fortsætte med den ene brutale og bestialske beretning efter den anden om mord på kvinder. Beretninger, der intet har med jalousi, men med islams kvindeopfattelse at gøre.

Det fik selv 14-årige dansk-irakiske Sonay Mohammad at føle. Hun blev i 2002 fundet druknet i Præstø Havn med en læsion i baghovedet. Obduktionen viste, at hun var i live, men bevidstløs, da hun blev smidt i vandet. Den 14-årige pige blev dræbt af sin far, fordi hun var blevet for dansk. Forældrene havde fundet et billede af en dansk dreng i hendes pung. Da Sonay var bare12 år, forsøgte faderen at kvæle hende med en elledning, mens moderen heppede på.

Flugtmuligheder og fundamentalistiske imamer

Alt dette er kun toppen af isbjerget. For unge muslimer, der ønsker at integrere sig og bl.a. selv vælge kærester og ægtefæller er situationen så grel, at Landsorganisationen for Kvindekrisecentre, LOKK, nu er på vej med en sikkerhedsbrochure for unge muslimske piger. I brochuren får de blandt andet får det råd, at de altid skal have en ekstra mobiltelefon, som forældrene intet kender til, hvis de bliver sendt på et uskyldigt besøg hos familien i udlandet. Besøg, der erfaringsmæssigt ofte ender i med tvangsægteskab.

Af samme grund vil brochuren også indeholde oplysninger om flugtmuligheder samt adresser og telefonnumre på danske ambassader i en række lande, hvor pigerne kan søge beskyttelse. Derudover åbner LOKK også et helt nyt krisecenter den 1. maj.  Det er et center, hvor unge muslimske par på flugt fra familien kan søge tilflugt. Det gælder også par, hvor kæresten har dansk baggrund.

Vi vælger at lukke øjnene for deres problemer; og vi bruger fundamentalistiske imamer som Abdul Wahid Pedersen og andre ortodoks-religiøse muslimer som integrationsrådgivere.

Ofrene skal vi endelig ikke snakke om, for det er jo dybt reaktionært og dermed tabu. Her gør vi i stedet ligesom Ekstrabladets chefredaktør, Poul Madsen. Bagatelliserer problemerne og fejer dem ind under gulvtæppet.

Islamofober og multikultur

Gør vi ikke det, ødelægger vi jo den gode multikulturelle stemning, der, når det kommer til stykket, efterhånden er godt på vej til at blive den allerstørste hæmsko overhovedet for integration af unge muslimer i det danske samfund.

Fornylig deltog jeg i programmet Deadline på DR2 i en debat om de såkaldte æresdrab. Som ekspert på området havde man inviteret Kim Kliver, chef for Rigspolitiets særlige task-force for æresrelaterede forbrydelser.

Helt i tråd med den gældende berøringsangst  på området udtalte Kim Kliver, at ”antallet (af æresdrab, min tilføjelse) er ikke så vigtigt”. Jeg gad nok vide, om ofrenes søstre, mødre, veninder og børn, hvoraf flere har været sagesløse tilskuere til drabene, er enige i en sådan betragtning.

Udtalelsen viser i al sin gru, hvor galt det står til.

Dobbeltmoralen trives imidlertid ikke bare blandt politikere og meningsdannere, den trives også i bedste velgående blandt visse unge indvandrerkvinder, som ellers angiveligt har til hensigt at hjælpe deres knap så heldige medsøstre.

En af disse er Kristina Aamand, sygeplejerske og socialrådgiver, der bl.a. har udgivet bogen Mødom på mode og som har oprettet en hjemmeside for unge muslimske piger, hvor hun fortæller pigerne, at de selv bestemmer over egen krop.

Da min partifælle Jesper Langballe (Dansk Folkeparti, red.) på et tidspunkt forsøgte at rejse en debat om netop æresdrab og nævnte Kristina Aamands arbejde, lod denne forstå, at ”hun ikke ville tages som gidsel for diverse politiske holdninger”.

Imidlertid synes Kristina Aamand ikke at være helt så fintfølende, når blot debatten kan foregå i en muslimsk kontekst? I hvert fald deltager hun primo april i et debatmøde ”Jomfru for enhver pris? med imam Abdul Wahid Petersen.

At den kontroversielle imam  – ifølge Dagbladet Information - på en somalisk friskole i sin tid angiveligt vejledte muslimske forældre om, at den lille omskæring (hvor man fjerner det øverste lag af klitoris), ikke var skadelig for ægteskabet, synes ikke at genere den unge socialrådgiver.

Sådan er situationen altså i dagens Danmark anno 2010, uanset om islamofober med deres berøringsangst for at beskæftige sig med islams brutale kvindesyn bryder sig om det eller ej. Vi står med en situation, hvor unge muslimske kvinder forsøger at skabe sig en hverdag i frihed for religiøse bånd, og vi både spænder ben for dem og svigter dem.

Forsøger man at sætte fokus på minoritetskvinders vilkår og her tænker jeg specielt på muslimske medsøstres forhold, ødelægger man jo den gode multikulturelle stemning, der, når det kommer til stykket, efterhånden er godt på vej til at blive den allerstørste hæmsko overhovedet for integration af unge muslimer.

God 8. Marts.

Jette Plesner Dali er debattør, skribent, lægesekretær og medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse. I 2006 bidrog hun til antologien “Maskeret Tvang”, der sætter fokus på muslimske kvinders forhold.

Kronikken er også bragt på Sappho.dk

De to EB-helte, Karen Thisted og chefredaktør Poul Madsen er modigt rykket ud med kritik af Kurt Westergaard.

Thisted kalder ham en kryster, fordi han ikke ville lade sig slå ihjel, og minsandten om ikke chefredaktøren i lederen 10/1 præcist sætter fingeren på årsagen til hele balladen: Kurt Westergaard har deltaget i DF’s årsmøde, så derfor er han sådan set selv ude om det hele.

Godt vi har Ekstra Bladet med deres skarpsindige og frygtløse skribenter.

Enhver med blot et minimum af kendskab til samme Khatamis terrorregime i Iran har en helt anden betegnelse, nemlig Bøddelprisen.

Et par eksempler:

I Khatamis tid som præsident blev 18 kvinder stenede til døde. Religiøse minoriteter blev forfulgte med bl.a. dødsdomme til dem, der konverterede fra islam til anden religion. I 1999 blev en studenterdemonstration brutalt slået ned af hær og sikkerhedsstyrker. Adskillige af de demonstrerende studenter mistede livet.

Det var også Khatami, der i marts 1989 tog det globale dialogfremmende initiativ at kræve den religiøse dødsdom over Salman Rushdie eksekveret.

Da Aarhus Universitets prismodtager fra 1982-86 var minister for Kultur og Islamisk Retledning, blev al ikke islamisk kultur og tankevirksomhed forbudt. Intellektuelle og kunstnere flygtede i hobetal, og dem, der ikke nåede at komme af sted, havnede i Khatamis berygtede Evin-fængsel, som den eksil-iranske forfatterinde, Monireh Baradaran, har skrevet en rystende beretning om. Hun sad der i 1983 som et offer for Khatamis felttog mod enhver form for global dialog og påvirkning af det iranske samfund.

En global dialogpris til den mand er ikke alene en hån mod de titusinder af iranere, der blev ofre for hans islamiske terrorvirksomhed. Den er også en hån mod selve begrebet dialog.

I sin kronik i JP 10/11 citerer Hans Hauge forfatteren Salman Rushdie for at have sagt, at dansk fetaost og irsk halalkød altid går foran alle europæiske konventioner om ytringsfrihed.

Og vi kan så kun tilføje, at salg af pumper i Mellemøsten tillige tilsidesætter enhver form for ikke alene akademisk, men også al menneskelig anstændighed. Med en halv million kr. sponsoreret af Grundfos giver man en dialogpris til en berygtet bøddel, der har myrdet og fængsler med det ene formål at knægte enhver form for dialog.

I Vissing fandt politiet ifølge FavrskovPosten 24 levende grise, der alle var vanrøgtede i en sådan grad, at det var nødvendigt at aflive de 15 på stedet. Rundt omkring i stalden lå der et stort antal døde grise. Den 42-årige ejer af besætningen havde i forvejen en dom for vanrøgt af dyr, og var frakendt retten til at holde dyr indtil 2011. Men det forhindrede altså ikke manden i at fortsætte takket være en alt for svag lovgivning og manglende kontrol.

Så sent som i januar sidste år fremlagde Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører, Christian H. Hansen et lovforslag om oprettelse af et dyreværnspoliti, men på trods af, at alle partier op til Folketingsvalget i 2007 var rørende enige om, at der skulle gøres meget mere på dyrevelfærdsområdet, kunne der ikke skaffes flertal i Folketinget, da DF fremsatte lovforslaget.

Daværende justitsminister Lene Espersen (C) afviste det blankt og ville end ikke diskutere det på trods af, at forslaget bl.a. også var tiltænkt som en aflastning af politikredsene, der som bekendt har rigeligt at gøre med den grænseoverskridende kriminalitet, der er en konsekvens af den manglende grænsekontrol, som Dansk Folkeparti vil have genindført.

Til gengæld lykkedes det i 2008 for DF at få gennemført en anden mærkesag, nemlig et forbud mod kastrering af grise uden forudgående bedøvelse. Det skete i samarbejde med oppositionen, hvor DF var med til at bringe regeringen i mindretal, da V og K ikke ville være med.

At Dansk Folkeparti har stor opbakning blandt dyrevenner blev klart tilkendegivet, da Christian H. Hansen fremlagde sit lovforslag om et dyrevelfærdspoliti. Således afholdt en række dyreværnsforeninger en støttedemonstration i København lørdag den 26. januar som opbakning til  forslag og med Christian H. Hansen som hovedtaler.

Vissing-sagen er i al sin gru desværre kun en dråbe i havet om dyremisrøgt og dyremishandling. I Dansk Folkeparti gør vi noget ved det. Eller rettere prøver, for vi mangler desværre opbakning fra de øvrige partier.

Tænk på det, når du sætter dit kryds den 17. November.

Den radikale Manu Sareen har nu bragt spørgsmålet om fixerum ind i den kommunale valgkamp, hvor han appellerer til Dansk Folkeparti om at støtte den radikale plan om etablering af kommunale lokaler, hvor narkomaner kan sidde og fixe i fred.

Dertil kan vi kun sige: fixerum – aldrig på Frederiksberg med stemmer fra Dansk Folkeparti. Vi mener ikke, at det er en kommunal opgave at sikre, at mennesker langsomt går til grunde, og vi mener heller ikke, at man i politisk afmagt løser et problem ved blot at legalisere det.

Vi har tværtimod den holdning, at narkomaner er syge mennesker, der skal hjælpes ud af deres misbrug med al den omsorg og støtte, vi fra kommunalt hold overhovedet er i stand til at give dem. Mange unge mennesker kan vitterligt reddes i starten af et misbrug, og dem redder man altså ikke ved at skabe et fredet kommunalt fixemiljø for narkomaner.

Tværtimod vil disse kommunale fixerum blive et eldorado for narkohandlere, for her er alle kunderne samlede, og her kan narkohandlere,  i modsætning til nu,  i fred og ro sælge deres gift uden fare for indgriben af civilklædt narkopoliti. Dertil kommer, at disse fixerum af samme grund vil blive et oplagt mål for den bandekrig om narko, der i øjeblikket raser.

I stedet for at indrette kommunale fixerum og dermed være med til at gøre livet lettere for narkohandlere og skabe nye områder, hvor narkobandekrigen kan rase, har vi i vores valgprogram bl.a. krav om en effektiv indsats mod den handel med stoffer, der i øjeblikket nærmest åbenlyst foregår i Lindevangsparken.

Det er set med vore øjne mere konstruktivt og fremadrettet i stedet for ikke blot at give op, men tværtimod være med til at forstærke problemerne ved at indrette fixerum, hvor unge mennesker ikke blot vil komme i yderligere uføre, men som afgjort også vil tiltrække narkohandlere med alt, hvad det medfører af vold og bandekrig.

Det giver nemlig Hamas-tilhængeren Fathi El-Abed, der også er formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, endnu en anledning til at lange ud efter Dansk Folkeparti under overskriften ”De borgerlige bør lægge afstand til DF”  med sine velkendte floskler om, at DF dæmoniserer, graver grøfter og truer sammenhængskraften i det danske samfund.

Fathi El-Abeds rablerier er ikke mere end et skuldertræk værd ud over, at det er på sin plads at notere sig, at det var unge indvandrerbøller med oprindelse i de muslimske lande, som i sammenhængskraftens navn fik jaget bl.a. præsten i Tingbjerg ud af sin embedsbolig.

Til gengæld vil det nok lige være på sin plads at gøre opmærksom på, at de såkaldte humanister i SF med Fathi EL-Abed i spidsen under den sidste konflikt i Mellemøsten bakkede op bag  det Hamas, der åbenlyst erklærede, at man brugte kvinder, børn og gamle som levende bombeskjolde ved Hamas’ militære installationer.

Glemt er heller ikke den unge palæstinenser, der stod og heilede under den proisraelske demonstration på Københavns Rådshusplads den 10 januar tidligere i år.

Under et dialogmøde i Fællessalen på Christiansborg 14/9,  arrangeret af Dansk-Israelsk Selskab den dansk-jødiske fredsgruppe,  New Outlook og Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening sagde Fathi El-Abed det ligeud med ordene: ”Kom ikke og bed mig om at tage afstand fra vold.”

Læg så dertil, at SF støtter den palæstinensiske terrororganisation PFLP, som bl.a. Blekingegadebanden arbejdede for, og ligeledes, at SF også støtter den colombianske terrororganisation FARC, der bl.a. står bag massakre mod indianerlandsbyer.

Med ordene ”nok er nok” mener Fathi El-Abed, at de borgerlige bør lægge afstand til Dansk Folkeparti. Skal nogen endelig lægge afstand til nogen, vil det være noget mere på sin plads at opfordre humanister til at lægge afstand til det voldsforherligende SF, som Fathi El-Abed uden at ryste på hånden repræsenterer.

Det gode Frederiksberg:
• samarbejde med handicap- og ældreorganisationer
• kolonihave for udviklingshæmmede
• indsats for indvandrerkvinder
• stop for den begyndende ghettodannelse i Akacieparken
• effektiv indsats mod hash- og narkohandel i Lindevangsparken

I Dansk Folkeparti er vi på den lovlydige borgers side.
Vi ønsker trygheden tilbage på gader og veje.

Tak til Iben Sønderup (S), som 6. oktober understreger, at DF ikke er socialdemokratisk. Hun hævder bl.a., at DF har været med til at udsulte de offentlige sygehuse, og at DF har lagt stemmer til skattelettelser til de rigeste danskere. Intet kunne være mere forkert. I 2005 vedtog VKO Kræftplan II og afsatte yderligere 500 mio.kr. på Finansloven til kræftbekæmpelse. Ugeskrift for Læger skrev i den forbindelse, at “Dansk Folkeparti har en stor aktie i Kræftplan II. I 2000 udgjorde det samlede sundhedspersonale 54.826 personer. Det er siden steget støt og var i 2008 oppe på 64.389. Hvordan man kan kalde det en udsultning, skal man vist være socialdemokrat for at forstå. Det samme gælder påstanden om skattelettelser til de rigeste. Ifølge Skatteudvalgets betænkning betaler de 10 procent, der betaler højeste bruttoskat hele 15,3 gange mere i skat end de 10 procent, der betaler laveste. Det ville klæde Iben Sønderup at holde sig til sandheden.

(Publiceret i Favrskovposten 20. Oktober 2009)

Hun skriver bl.a., ”alle i Danmark har religionsfrihed og må indrette deres liv, som de ønsker – men ingen kan kræve, at skoler, institutioner eller arbejdspladser indretter sig efter deres religion.” Og fortsætter: (…) ”Jeg går ikke ind for at give nogle grupper i kommunen særbehandling, og jeg er endnu ikke blevet mødt med sådanne krav.”

Det sidste er imidlertid ikke korrekt.
I hvert fald ikke hvis man skal tro Mie Harders egen partifælle, Fasael Rehman, næstformand i Integrationsrådet og kb-kandidat for de konservative. I en anden lokalavis ønsker den unge konservative nemlig Frederiksberg Svømmehal lukket til fordel for en badedag for ”etniske kvinder” med den omvendte argumentation, at:
”Mange af disse kvinder er meget isolerede, og jeg tror på, at man kan hjælpe disse kvinder ved, at de kan få mulighed for at kommer ud og svømme”.

Til det er der kun at sige, at hvis Frederiksberg Svømmehal skal lukkes, når muslimske kvinder skal bade, er disse kvinder da fortsat isolerede. Nu blot i svømmehallen.
Nu ved vi ikke, om Fasael Rehmans ortodoksreligiøse, muslimske baggrund er Mie Harder ubekendt. Og det er da også muligt, at den unge konservative – i modsætning til sine trosfæller – går ind for, at også muslimske kvinder frit skal kunne bade og svømme sammen med os andre.

I så fald kan man virkelig tale om konservativ nytænkning, og så støtter vi meget gerne mere de konservatives forslag. Religiøst særkrav om svømning udelukkende for indvandrerkvinder betragter Dansk Folkeparti derimod som direkte integrationsfjendtligt, og skal det være et konservativt emne i den kommende valgkamp, vil vi naturligvis bekæmpe det med næb og kløer.

Skrevet sammen med Peter Vandgaard
Offentliggjort i Lokalavisen Frederiksberg 8. oktober 2009

Umiddelbart efter lovens ikrafttræden forsøgte Odenses viceborgmester, Alex Ahrentsen (DF), at gøre Odense til Danmarks første friby, men forsøget strandede desværre med det resultat, at ytringsfrihedens land Danmark står i den pinlige situation, at vi i modsætning til en række andre lande endnu ikke har en friby.

Frederiksberg har nu chancen for her at være banebrydende og som Danmarks første friby komme på verdenskortet i selskab med byer som Barcelona, Edinburgh og Oslo, der har international status som fribyer.

Ordningen går som bekendt ud på at give forfattere og journalister, der dagligt risikerer både fængsel og dødsstraf, et pusterum på op til to år, hvor de kan arbejde i fred og sikkerhed. Ulrik E. Fink skriver, at et års ophold vil beløbe sig til 480.000 kr., men at det er uenighed om finansiering mellem byerne og staten, der er årsag til, at ordningen endnu ikke er trådt i kraft.

Det er simpelthen for småt. For Dansk Folkeparti er ytringsfriheden et kerneområde, og når Ulrik E. Fink skriver, at det er hans håb, at politikerne i Frederiksberg Kommunalbestyrelse vil hjælpe med at sparke liv i den danske fribyordning, kan han trygt regne med Dansk Folkeparti.

Vi siger: Friby Frederiksberg – vi gør det bare! Med eller uden statsstøtte. Lad os få bragt Frederiksberg på kulturens og ytringsfrihedens verdenskort.

Offentliggjort i Lokalavisen Frederiksberg 24. September 2009