Således også 11/5, hvor Fathi El-Abed sammenligner fængslingen af Ukraines tidligere premierminister Julia Timosjenko med fængslingen af palæstinensiske terrorister. Timosjenko blev i fjor idømt syv års fængsel angiveligt på grund af magtmisbrug. Selv kalder hun fængslingen politisk og et forsøg på at afholde hendes parti, Blok Timosjenko, fra at deltage i fremtidige valg.

1.027 fanger løsladt

I den forbindelse synes vi, der er grund til at minde Fathi El-Abed om den fangeudveksling, som for nylig fandt sted efter aftale indgået mellem Hamas og den israelske regering.

Her løslod Israel i flere tempi 1.027 fanger, fortrinsvis palæstinensere og arabiske israelere til gengæld for én israelsk soldat, Gilad Shalit. De arabiske israelere fik alle som én lov til at vende tilbage til deres hjem i Israel. De frigivne palæstinensiske fanger var alle i modsætning til Gilad Shalit sunde, raske og velnærede, da de blev løsladt fra israelsk fangenskab.

Mange havde begået terrorhandlinger mod uskyldige civile. Tilsammen havde de ansvar for drabene på 569 civile israelere. Af de første knap 500 frigivne havde 280 fået livstidsdomme.

Vi kan bl.a. nævne Walid Abd al-Aziz Abd al-Hadi Anajas, som deltog i drab på 11 uskyldige unge mennesker i Moment Caféen i Jerusalem, og Nasir Sami Abd al-Razzaq Ali al-Nasser Yataima, der stod bag planlægningen af drabene på 30 uskyldige jøder på et hotel under en jødisk påskemiddag i Netanya.

Drab på uskyldige

Vi venter også spændt på at høre, hvordan Fathi El-Abed helt konkret stiller sig til de mange overgreb, bl.a. tortur og summariske henrettelser, som Hamas begår mod sine egne landsmænd.

Endelig bør det for god ordens skyld nævnes, at Røde Kors naturligvis har adgang til at besøge indsatte i israelske fængsler, hvilket står i skærende kontrast til de forhold, som Hamas byder sine fanger.

Skal drab på uskyldige civile ikke have nogen konsekvenser i Fathi El-Abeds øjne? Eller gælder Fathi El-Abeds retsopfattelse mon kun for hans egne landsmænd?

(Offentliggjort i Jyllands-Posten 16/5 2012 - indlægget er skrevet sammen med Jeanette Rasmussen, bestyrelsesmedlem i Dansk-Israelsk Selskab)

Jeg blev noget chokeret, da jeg fornylig læste lederen i fagbladet Journalisten nr. 5, skrevet af redaktør Øjvind Hesselager. Han skriver bl.a.: “Min personlige holdning er, at det på den ene side er godt, hvis dansk presse er ramt af en efterrefleksion, hvor retten til at ytre sig går hånd i hånd med retten til at tænke sig om - vi behøver ikke håne andre kulturer for at demonstrere, at vi selv bestemmer, hvordan vi ytrer os. Retten til at redigere er en del af ytringsfriheden.”

Vi lader den lige stå et øjeblik.

Betænk engang, at dette altså er fagbladet for Danmarks frie presse!

Hesselager stopper da heller ikke her, men går et skridt videre: “Kald det bare opdragelse eller opfordring til selvcensur.”

Som med Jonas Christoffersen ville det ikke være helt så grotesk, hvis d’herrer debattører forholdt sig til det faktum, at nogle af de såkaldt “forhånede” grupper (også i Danmark) støtter op om en blasfemiparagraf i f.eks. Pakistansk kontekst - ikke dansk!

Med andre ord: visse herboende muslimer er af den opfattelse, at det er helt i orden at bruge vold mod de, som enten tegner en tegning, de ikke bryder sig om. Eller kritiserer visse ekstremt kvindefjendske normer, som synes alment udbrudt blandt mange, også såkaldt “moderate” muslimer ..

Og de nøjes ikke med at synes det, nogle af dem støtter også op om og promoverer holdninger til blasfemi, som har sit udspring i eksempelvis Pakistan.

Det er således i orden at slå de formastelige ihjel, som tegner eller siger noget, man ikke “tåler”.

Eller - som i tilfældet Lars Hedegaard - slæbe dem for retten.

Jeg savner såvel hos Christoffersen som Hesselager en vilje til også at forholde sig til de grupper af “forhånede”, som støtter ideologien om, at det er da helt i orden at dræbe.

Ikke bare det frie ord, men også samfundsdebattører.

Denne gang havde gerningsmændene udset sig et plejehjem. De forlod stedet i en sølvgrå Audi A4.

Vi hører ustandselig, dels fra politisk hold, dels fra højt profilerede indvandrertalsmænd, at kriminalitet altid skyldes sociale årsager.

Hvis det er rigtigt, så forstår jeg bare ikke, at gerningsmændene ofte kører BMW eller Audi?

(Offentliggjort i Ekstra Bladet den 8. maj 2012)

Karoly Németh, Hedegaards advokat forventer, at der afsiges dom efter kl. 12.00.

I dagbladet Politiken kunne man allerede 3. marts under overskriften “Hedegaard- og Pittelkow-tiden er slut” læse følgende udtalelse fra Mona Sheikh: “Debatten om islam og muslimer er forsvundet … Integrationsdebatten har i lange træk været styret af fremmedfrygt og islamofobi … Det faktum, at DF ikke længere er tungen på vægtskålen, at den nye regering har nedlagt Integrationsministeriet, og at man nu forsøger at forklare integrationsproblemer - som jo stadig findes - som sociale problemer, har bestemt været med til at sætte en ny diskurs.” Mona Sheikh (pdf)

Ud over Mona Sheikh var det hendes gamle samarbejdspartnere tilbage fra tiden i Det Radikale Venstre, som alle udtalte sig i lignende vendinger: Fatih Alev, Zubair Butt Hussain, Sherin Khankan og Asmaa Abdol-Hamid. Iklædt forskellige kasketter, men alle forenet i ét fælles mål: Udbredelsen af politisk islam som et “åndeligt” alternativ til den danske demokratiske samfundsmodel. Fatih Alev (pdf)

Politikens nye debatredaktør, Tarek Omar, palæstinenser og muslim, agerede mikrofonholder for de groft forenklede og politiserende udsagn.

Såvel Lars Hedegaard som jeg selv har flere gange krydset klinger med Mona Sheikh, som formentlig da også er den af de unge islamister, der personligt har mest at vinde ved, at begrebet islamofobi ophøjes til lov, så kritikken af islam forstummer.

Da det i sin tid kom frem, at jeg var kommet i besiddelse af den medlems-pagt, som tilhængere af Minhaj ul-Qurans overordnede mål skulle underskrive, blev jeg kimet ned af journalister, som bad om at få dokumentet tilsendt.

I stedet blev det Lars Hedegaard, som i Berlingske Tidende kunne dokumentere, hvad organisationen i virkeligheden stod for. Til vores forbløffelse havde det den effekt, at den pakistanske moderorgansation ændrede noget af ordlyden i pagten.

Jeg mødte Mona Sheikh for en halv snes år siden, da vi begge var medlemmer af Det Radikale Venstre, og Mona forsøgte at blive opstillet som folketingskandidat for partiet samtidig med, at hun var medlem af Women Youth League i den verdensomspændende islamistiske organisation, Minhaj ul-Quran.

I den forbindelse bad Bjarne Nielsen (nu SF) og jeg forretningsudvalget i Det Radikale Venstre om at overveje, “om de værdier, som Minhaj ul-Quran, Women Youth League og Muslim Youth League anser for de eneste sande værdier, var forenelige med de værdier, som Det Radikale Venstre vel stod for: at værne om og udbygge folkestyret og dermed sikre også kommende generationer mulighed for at præge samfundet i en fortsat demokratisk retning.” Islam and Christianity (pdf) Stening og Dødsstraf (pdf)

Vi skabte mediestorm.

Resultatet blev i første omgang, at Mona Sheikh blev vraget som folketingskandidat, men som et plaster på såret fik plads i partiets magtfulde Hovedbestyrelse.

Stærke kræfter forsøgte efterfølgende at få det til at se ud, som om der ingen forbindelse overhovedet var mellem den pakistanske moderorganisation, der har hjemme i Lahore i Pakistan, og den danske afdeling.

Jeg blev i den forbindelse truet med en injurieretssag af advokat Christian Harlang, der forlangte, at jeg skrev under på, at jeg ud i al fremtid ville afholde mig fra at kritisere Minhaj ul-Quran. Man forlangte også, at jeg undskyldte offentligt samt undskyldte overfor den radikale Hovedbestyrelse.

Jeg valgte ikke at efterkomme kravet og klagede i stedet over Harlang.

Generalsekretær i Dansk Europamission, Henrik Ertner Rasmussen kom mig imidlertid uventet til hjælp. Han kunne nemlig i Kristeligt Dagblad bekræfte, at den pakistanske religiøse og politiske leder, Tahir ul-Qadri personligt forestod åbningsceremonien af MuQ’s danske afdeling i januar 1986, samt at den danske afdelings undervisningsaktiviteter foregik under dennes personlige tilsyn.

Når det overhovedet er relevant i dag at nævne Mona Sheikh og hendes forbindelse til og samarbejde med en pakistansk, islamistisk organisation skyldes det, at denne forbindelse har direkte indflydelse på ytringsfrihedens vilkår i Danmark.

Det er nemlig lykkedes for Mona Sheikh og Bashy Quraishy at kuppe såkaldt anti-racistiske organisationer som DRC, Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination og ENAR, European Network Against Racism. Disse bruges til lobbyisme på f.eks. EU-Kommissionen, så man ad den vej har mulighed for at få direkte indflydelse på lovgivningen i såvel Danmark som resten af EU. Eksempelvis når det drejer sig om ytringsfrihed og islam. Tim Jensen, Michael Irving Jensen (pdf)

Til trods for at Bashy Quraishy hævder, at han ikke er religiøs, støttede han uforbeholdent Mona Sheikh og den islamistiske organisation, som hun var medlem af. Og ser man på Bashys meriter i dag, er det nærliggende at mene, at han går OIC’s ærinde, når det gælder indskrænkning af ytringsfriheden og sammenkædningen af islamofobi og racisme.

Med tanke på den ganske store indflydelse, som Bashy desværre stadig har, bl.a. via ENAR Bruxelles, spurgte jeg ham fornylig, hvem han egentlig repræsenterer, idet ENAR DK gennem ganske lang tid har ligget inaktivt hen.

Ikke overraskende blev Bashy så vred over mit spørgsmål, at han henstillede, at jeg “i fremtiden stillede intelligente spørgsmål og ikke hengav mig til de sædvanlige uvidende udtalelser DF er berømt for”.

Bashy er ud over ENAR Bruxelles også særdeles aktiv i EMISCO, European Muslim Initiative for Social Cohesion. Her er dagsordenen tydeligvis at give et endog særdeles venligt billede af islam samt kæmpe for, at få islamofobi anerkendt som “en realitet, ikke fiktion”.

Hvem repræsenterer Bashy?

Bashy Quraishy kan eller vil ikke svare på, hvem han repræsenterer, når han via diverse europæiske organisationer og netværk afleverer rapporter om “racisme” og “islamofobi” i Danmark, eksempelvis til EU-Kommissionen.

På EMISCOs hjemmeside definerer Bashy islamofobi således: Fobi betyder: “En vedholdende, overdreven og almindeligvis ulogisk frygt eller rædsel for noget. I dette tilfælde, Islam. Så Islamofobi betyder frygten for Islam.”

Såvidt altså Bashy Quraishy.

En anden af Mona Sheikh og Bashy Quraishys trofaste støtter og samarbejdspartnere er Mustafa Hussain, lektor ved Institut for Kultur og Identitet, RUC.

Blot et par dage efter Breiviks forfærdelige terroranslag i Oslo optrådte Mustafa Hussain som “ekspert” på TV2 News, hvor han fik fuldstændig friløb til at udbrede sig om terror, “faren” ved Dansk Folkeparti, tonen i debatten, islam osv. osv. En nænsomt indfølende og forstående journalist spurgte på intet tidspunkt ind til lektorens tilknytning til den islamistiske Minhaj ul-Quran. Det ville ellers have været relevant.

Mustafa Hussain har også en såkaldt “anti-racisme platform”, idet han ligesom Mona Sheikh sidder i bestyrelsen for DRC, Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination.

Forklædt som “antiracister” har disse folk via deres forbindelser til og samarbejde med diverse organisationer udenfor Danmarks grænser desværre også en helt anden - politisk og religiøs - dagsorden.

Minhaj ul-Qurans politiske og religiøse leder, Tahir ul-Qadri er nemlig ikke en hr. hvem-som-helst. Under den pakistanske militærdiktator, nu afdøde Zia ul-Haqs brutale islamisering af Pakistan, var det Tahir ul-Qadri, som bistod diktatoren med at få lovgivningen på plads.

Det fortæller Tahir ul-Qadri selv i det lille hæfte “Islam and Christianity”, som generalsekretæren i Dansk Europamission, Henrik Ertner Rasmussen henviste til. Her praler den pakistanske politiker af, hvordan det lykkedes ham at overbevise den føderale shariadomstol i Pakistan om vigtigheden af at beholde stening som straf.

Han fortæller også henført om den lovændring, som han er allermest stolt af, nemlig at straffen for blasfemi på hans foranledning ændredes fra fængsel til dødsstraf.

Med andre ord.

Når tegneren Kurt Westergaard opsøges af en somalier med en økse i hånden, så kan man være ret sikker på, at der hos visse herboende muslimer er fuld forståelse for en sådan handling. En del herboende muslimske børn og unge undervises nemlig i sharia - direkte fra Lahore i Pakistan.

Udviser man ikke forståelse for dette religiøse vanvid, men kritiserer og tager afstand fra det, således som Lars Hedegaard som formand for Trykkefrihedsselskabet har gjort det talrige gange, ja så er man “islamofob” og dermed “racist”.

Én ting er at visse herboende muslimske børn og unge indoktrineres via islamistiske organisationer og derved radikaliseres. Det er slemt nok i sig selv.

Men at toneangivende, veluddannede unge islamister forklædt som “anti-racister” med støtte fra såvel landsdækkende aviser som dagbladet Politiken, diverse advokater, forfattere og anti-racisme organisationer får lov til at sætte en dagsorden, der går ud på at stække det frie ord. Det er ganske enkelt skandaløst.

Redaktør Pernille Bramming, WeekendAvisen gav fornylig ved en konference om forfølgelse af kristne i Egypten udtryk for, at de “rigtige islamister, dem med det lange skæg”, er dem vi ikke kan lide.

Det er muligt.

Personligt mener jeg, at vi har langt mere grund til at være bekymrede for herboende, veluddannede islamister uden slør og med trimmet skæg. De er nemlig parate til at gå meget vidt i loyalitet overfor deres religiøse bagland, også hvor dette rent faktisk ligger udenfor Danmarks grænser.

Når Højesterets syv dommere i morgen afsiger dom over Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, ved vi mere om, hvorvidt Mona Sheikh får ret i spådommen om, at “Hedegaard- og Pittelkow-tiden er slut”.

Og Højesteret de facto forvandlet til en shariadomstol.

Ifølge udskrift af dombogen forklarede Cem’s kammerat til Retten, at han i sin fritid deltager aktivt i arbejdet med mindre drenge gennem projekter med Gadepiloterne. Det fremgår endvidere, at han afleverede en skrivelse fra Stine Haugen Olsen, Frederiksberg Kommunes opsøgende team Gadepiloterne.

På grund af alvorlige, tilbagevendende problemer med personfarlig voldskriminalitet, senest det brutale drab på Cem Aydin den 19. januar 2012 på åben gade på Frederiksberg, bad jeg Frederiksberg Kommune om aktindsigt i det brev, som Kommunens opsøgende ungeteam, Gadepiloterne i sin tid afleverede til Retten i Lyngby.Desværre er brevet forsvundet, eller som lederen af Frederiksberg Kommunes Gadepiloter, Kim Natour Svendsen udtrykker det “skrivelse af 22. juni 2009 findes ikke længere i kommunens regi”.

Se svar fra Frederiksberg Kommune

Bemærk også, at Kim Natour Svendsen i sit svar til mig direkte bestrider det, som Frederiksberg Kommunes “rollemodel” under vidneansvar har fortalt Retten.

Hvor usandsynligt det end forekommer, at et så vigtigt dokument kan “forsvinde” for Frederiksberg Kommune, er det dog ikke værre, end at Gadepiloterne kan rekvirere det angiveligt bortkomne dokument fra Retten i Lyngby og derved sørge for, at interesserede borgere kan få aktindsigt i omtalte skrivelse.

Jeg har derfor bedt Frederiksberg Kommune om at være mig behjælpelig med at fremskaffe udtalelsen fra medarbejder Stine Haugen Olsen, Frederiksberg Kommunes opsøgende ungeteam Gadepiloterne, således at forvaltningen kan opfylde mit ønske om aktindsigt i sagen.

Det er min personlige opfattelse, at det må siges at være i offentlighedens interesse at få afdækket, om Frederiksberg Kommunes opsøgende ungeteam Gadepiloterne inddrager - eller har inddraget - dømte kriminelle i arbejdet med udsatte børn og unge.

Manu Sareen kalder det en stor udfordring og glæder sig over, at man fra kirkens side forholder sig til problemet.

Spørgsmålet er, om Kirkeministeren overhovedet er vidende om, hvad der foregår rundt omkring i den folkekirke, som han ulykkeligvis er blevet “chef” for.

Mellemkirkeligt Udvalg i Helsingør Stift satte ved en konference 10/3 fokus på forfølgelser af kristne samt på, hvordan vi som folkekirke tager imod kristne indvandrere og flygtninge.

Religionsforfølgelser er et stigende problem verden over. Ifølge arrangørerne er der alene i de seneste 100 år blevet dræbt flere kristne end i de nitten århundreder, som er gået forud - alene på grund af deres kristne tro.

Det såkaldt “Arabiske forår” har i Mellemøsten og flere nordafrikanske lande gjort situationen værre for mange kristne. I lande, hvor religionsfrihed ellers er en menneskeret, forfølges konvertitter. Det gælder også her i Danmark, hvor muslimer, der konverterer til den kristne tro, trues og i visse tilfælde må have hemmelig adresse.

Ved konferencen i Skovlunde Kirke kom det ligeledes frem, at kristne flygtninge og asylansøgere forfølges af andre asylanter på flere asylcentre, hvoraf de fleste drives af Røde Kors. De kristne asylansøgere bliver spyttet på, truet og slået. Skulle en lille gruppe kristne ønske at holde andagt, er de nødsaget til at forlade centeret. Til trods for, at Danmark er et kristent land.

Hertil kommer, at kristne flygtninge og asylansøgere - som hovedregel - nægtes asyl og må returnere til det land, de er flygtet fra. Enkelte er endda i samme forbindelse blevet opfordret til at skifte tro ..

Man skal nok ikke forvente megen hjælp fra Kirkeministeren, der jo p.t. har travlt - meget travlt - med bl.a. lyserøde Legoklodser, homo-vielser, bispemøder o.a.

Imidlertid kalder situationen på handling.

Før det overhovedet kan komme på tale at lukke op mod halvdelen af Danmarks kirker, bør man overveje, om dette ikke er en udfordring, som endnu flere menigheder i Folkekirken bør tage op.

Migrantkirken gør allerede et stort arbejde, men langt flere kunne inddrages. Mange af de 227 kristne indvandrermenigheder, som i øjeblikket er registreret i Danmark, mangler nemlig et sted at være.

Invitér endnu flere af vore nye kristne medborgere indenfor i den danske folkekirke. Mange af dem er der allerede søndag efter søndag, hvor de visse steder udgør op mod halvdelen af kirkegængerne.

Til glæde for de kristne indvandrere. Til gavn og glæde for folkets kirke. Til glæde for os alle.

Så kan vi overlade Kirkeministeren til Legoklodserne, hvor han trods alt ikke kan gøre stå stor skade.

“Selvfølgelig skal de ikke belønnes for at være kriminelle, men erhvervsvirksomhederne bør løbe den lille risiko, der er, og så tage nogle af dem ind”, mente politidirektøren, som vistnok også er socialdemokrat.

I 2008 afslørede alarmerende tal fra København, at ud af i alt 85 unge under 18 år, som i første halvår blev fremstillet i Dommervagten i København for forbrydelser, der kan give halvandet års fængsel og opefter, havde 67 procent udenlandsk baggrund.

Det viste sig samtidig, at indvandrere også var stærkt overrepræsenterede, når det gjaldt volden i København. Hele 46 procent havde udenlandsk baggrund, en voldsom overrepræsentation idet udlændinge udgør ca. en femtedel af befolkningen i Hovedstaden.

Stine Bosse, tidligere koncernchef i Tryg Vesta tog handsken op og gik med på en mediedækket vandretur ad en pilgrimsrute i Nordspanien med fire unge kriminelle nydanskere. Projektet havde bl.a. til formål at “inspirere” SSP-konsulenter og politikere til at finde nye måder at inkludere kriminelle unge.

Seneste eksempel er kokken Claus Meyer, der i dag leder et stort madimperium. I en video lavet for Frivillighedsrådet målrettet erhvervslivet, fortæller Claus Meyer bl.a, at det er fantastisk at få mulighed for at hjælpe “udsatte unge”, og at det hos ham nærmest er “en del af virksomhedens DNA”.

I videoen medvirker den franske statsborger, Frank Saksik, som angiveligt selv havde ønsket at komme i praktik hos Claus Meyer. Det fremgår endvidere, at “den udsatte unge”, i dette tilfælde en voksen mand, drømmer om efterfølgende at blive ansat i virksomheden - noget som ifølge Claus Meyer på ingen måde er utænkeligt.

Omend Claus Meyer må henregnes til en hastigt voksende gruppe af voldsromantikere, er han dog stadig næn om sit omdømme. I hvert fald blev omtalte video meget hurtigt fjernet fra Meyers hjemmeside, da praktikantens ekskæreste trådte offentligt frem.

Det skete i en kronik i dagbladet Politiken 20/2, hvor Marlene Duus fortalte sin personlige historie, som - skulle det vise sig - omhandlede et ekstremt brutalt møde med netop Claus Meyers franske praktikant.

Hun fortalte, hvordan ekskæresten, efter først at have tiltvunget sig adgang til hendes lejlighed, mishandlede hende med et rustent jernrør, hvorefter han smed hendes bevidstløse krop ud af et vindue i 3. sals højde.

Han sprang selv efter. Et såkaldt “dobbelt selvmordsforsøg”, omend med den ikke uvigtige detalje, at Marlene aldrig fik noget valg.

Frank Saksik blev idømt seks års fængsel for drabsforsøg og sidder i dag i et åbent fængsel. Efter blot to års afsoning kunne han få udgangstilladelse og færdes frit på Frederiksberg, hvor Marlene bor.

Hun er i dag 50 procent invalid og lever i et smertehelvede, hvorfor hun må tage morfin på daglig basis. Hun er blevet opereret utallige gange, har fået indsat metal i arm, knæ og lårben. I ansigtet er knoglerne samlet med metalplader, og hun har netop fået porcelænstænder i stedet for de tænder, som blev smadret af Frank Saksik.

Ved at stå offentligt frem og rette overordentligt kritiske spørgsmål til voldsromantikernes trang til at hjælpe voldsmanden fremfor offeret, har Marlene Duus formentlig udrettet mere for voldsramte kvinder og voldsofre generelt, end nok så mange 8. marts arrangementer vil kunne udvirke.

Og ved samme lejlighed sat et tiltrængt fokus på den omsiggribende “forståelse” for kriminelle voldsmænd. En trend som også spores hos visse forsvarsadvokater.

Den 2. juli 2011 blev forsvarsadvokat Merethe Stagetorn således interviewet til EKSTRA og udtalte ved den lejlighed sin uforbeholdne beundring for bandelederen A. Benarabe, også kaldet Store A: “Store A har et betydeligt lederpotentiale” ..

Udtalelsen faldt efter, at hun havde fået ham frikendt for anklager om at have bestilt overlagt mord på fem rivaler.

I betragtning af, at Østre Landsret angiveligt fandt det godtgjort, at Store A vitterligt havde planlagt drabene, mener jeg, at forsvarsadvokaten med sine positive udtalelser om en berygtet bandeleder direkte skader det forebyggende arbejde, som flere parter involverer sig i for netop at forebygge fødekæden til banderne.

Desværre stopper voldsromantikken ikke her.

Af uransagelig årsager inddrager man også kriminelle direkte i arbejdet med udsatte og sårbare mindreårige. I Københavns Kommune har der været flere sager, hvor såkaldt gadeplansarbejdere har været involveret i kriminalitet. Det samme gør sig desværre også gældende hos Gadepiloterne på Frederiksberg.

Den 19. januar 2012 blev dansk-kurdiske Cem Aydin brutalt myrdet på åben gade på Frederiksberg af en større gruppe, delvis maskerede mænd. Cem blev mishandlet til døde. Familien arrangerede efterfølgende en “fredsmarch” til minde om Cem med en opfordring til at stoppe vold.

Politiet har luftet flere forskellige teorier vedrørende motivet: Gæld, æresmord eller hævn.

Hvorvidt mordet kan være relateret til, at Cem Aydin ved Retten i Lyngby i 2009 blev dømt for at have frihedsberøvet, slået og truet to 15-årige drenge, er i skrivende stund stadig uafklaret.

Nok så interessant: Det fremgår af udskrift af dombogen, at en kammerat til Cem, BO, deltog i de kriminelle forhold. For dette blev han idømt 30 dages fængsel.

Tiltalte BO oplyste til Retten, at “han i sin fritid deltager aktivt i arbejdet med mindre drenge gennem projekter med Gadepiloterne”. Det fremgår også, at “tiltalte har afleveret skrivelse fra Stine Haugen Olsen, Frederiksberg Kommunes opsøgende team Gadepiloterne”.

Jeg har på den baggrund rettet henvendelse til Frederiksberg Kommunes opsøgende Team, Gadepiloterne og bedt om at få oplyst, om BO stadig er ansat. Ligesom jeg også har bedt om svar på, hvor mange kriminelle og tidligere dømte, der indgår i Frederiksberg Kommunes opsøgende unge-teams.

Mens lokalpolitikere, erhvervsledere og forsvarsadvokater pudser glorien, lades ofrene i stikken.

Når dommen over Cem Aydin og medtiltalte BO blev forholdsvis milde, kan det ifølge dagbladet B.T. måske skyldes, at ofrene blev truet med “motorsavsmassakre”, hvis de fortalte om episoden til politiet eller familien.

I tilfældet med Marlene Duus synes misforholdet mellem voldsmandens resocialisering og offerets vilkår endnu mere grotesk.

Claus Meyer taler om, at “man skylder verden at give dem (”de udsatte unge”) en chance” og antyder efterfølgende, at hans franske, ikke angrende næsten-drabsmand sandsynligvis fastansættes.

Marlene Duus derimod har stadig ikke fået nogen erstatning efter det voldsomme drabsforsøg, der var nær ved at koste hende livet. Ekskæresten derimod fremhæves som rollemodel af Claus Meyer.

De to unge mænd, som var så uheldige at møde Cem og hans ven, BO, oplevede på egen krop, hvad det vil sige, når man i et retssamfund som det danske trues til tavshed: Gerningsmændene fik en mild dom.

På Kvindernes Internationale Kampdag er der grund til at sige Marlene Duus: Af hjertet tak. Du har med din kronik kickstartet en overordentlig relevant etisk og retspolitisk debat. Hvad bør have 1. prioritet for samfundet - voldsmanden eller offeret?

Er det i orden at lade kriminelle og tidligere dømte optræde som “rollemodeller” være sig i erhvervslivet eller i det kriminalpræventive arbejde med udsatte børn og unge?

Måske er det ikke så underligt, at kommunerne har svært ved at knække kriminalitetskurven, specielt blandt unge indvandrere, når man - i stedet for at straffe - belønner med ros, praktikpladser, jobs og penge. Eller en fredsmarch.

Gerningsmændene gik bevidst efter at skade Cems hoved med svære skader til følge. Såfremt han havde overlevet, ville han ikke have været i stand til at fortælle, hvem de skyldige er.

Et lige så brutalt overfald blev Marlene Duus udsat for tilbage i 2008, også på Frederiksberg. I modsætning til Cem overlevede hun og har nu valgt at stå frem for at sætte fokus på misforholdet mellem offer og gerningsmand.

Hun blev en dag opsøgt af sin franske ekskæreste. Bevæbnet med et jernrør trængte han ind i lejligheden, hvor hun opholdt sig og gik løs på hende. Han endte med at smide hende ud af vinduet, hun faldt elleve meter ned. Han sprang selv efter. Udvidet selvmord kaldes det. Dog med den pointe, at Marlene ikke havde noget valg.

Begge overlevede faldet. Men så hører enhver lighed også op. Offeret lever i dag som 50 procent invalid, har været gennem et utal af operationer og må konstant tage morfin.

Gerningsmanden blev idømt seks års fængsel, men afsonede kun halvdelen af tiden. Efter blot to år fik han udgang og kunne færdes frit i byen. Han kan angiveligt ikke udvises, da han har en datter her.

Kokken Claus Meyer, der har flere virksomheder på Frederiksberg, har givet franskmanden en elevplads i sit madimperium, angiveligt for at forebygge, at han begår ny kriminalitet.

Jeg finder det voldsomt stødende for retsfølelsen, at gerningsmanden slipper med at afsone halvdelen af tiden oven på så grov en forbrydelse.

Med baggrund i ovennnævnte sager tager DF Frederiksberg snarest initiativ til et tværpolitisk borgermøde om kriminaliteten i kommunen.

(Offentliggjort i Lokalavisen Frederiksberg den 23. januar 2012)

Der er ingen grund til bekymring: frygten for hvad det iranske præstestyre formodes at ville gøre den dag, man står med et fuldtudviklet atomvåben, er ikke alene stærkt overdrevet, den er også uvederhæftig. Krigsretorikken er ifølge Elling alene et slet skjult ønske fra Vesten om at fjerne præstestyret og få kontrol over landets olie.

Til trods for at Rasmus Elling har studeret i Iran og i øvrigt taler såvel flydende engelsk som farsi (persisk), hævder han frejdigt, at Israels forsvarsminister Ehud Barak ikke har andet et et “fejloversat citat fra en syv år gammel iransk præsidenttale til at fremmane et gammeltestamentligt dommedagsscenarie: Iran vil udslette Israel.”

Det er her, kæden hopper af for den Iranvenlige adjunkt. Eksemplerne på Irans trusler om at “smide jøderne i havet” og “udslette Israel fra jordens overflade” er legio.

Seneste har Irans øverste religiøse leder, Ayatollah Ali Khamenei i en artikel offentliggjort på utallige iranske regerings- og militære websites, givet udtryk for, at “Israel er en kræfttumor i Mellemøsten” og at “folkemord på jøderne er en moralsk pligt”. Artiklen er skrevet på farsi, et sprog som Rasmus Elling ifølge sit imponerende cv behersker flydende.

Synspunkter som selv ikke de mest Iranvenlige kræfter kan tilbagevise, og som da også finder stor opbakning i OIC, Sammenslutningen af Islamiske lande, hvor flere religiøse og politiske ledere jævnligt følger trop og opfordrer den muslimske Ummah til at stå sammen og én gang for alle gøre Holocaust færdig.

Man kan muligvis ikke forvente, at en Iran-ekspert ved Københavns Universitet har overblik over samtlige artikler publiceret i internationale og hjemlige medier. Alligevel forekommer det en anelse suspekt, at Elling kun kan henvise til et “fejloversat citat fra en syv år gammel iransk præsidenttale”.

Som læser efterlades man med det indtryk, at Rasmus Christian Elling opfatter Iran som en ren fredsdue, mens de israelske ledere, ja Israel i sig selv faktisk er kernen til samtlige problemer.

Dette års tema handler om “lysten, muligheden og retten til at være og udtrykke sit køn på sine egne betingelser - uden at blive diskrimineret.”

Kampagnen tager mange forskellige virkemidler i brug, bl.a. er hjemmesiden migogminkrop.dk beregnet for 4.-6. klasserne, og for 7.-10. klasserne er siden sexfordig.dk blevet opdateret.

Flere folketingspolitikere besøger som led i kampagnen forskellige skoler. DF’s Mette Dencker besøger således Stilling Skole i Skanderborg.

Måske er det et lykkeligt tilfælde, men årets tema giver lærere og elever mulighed for at tage et sørgeligt aktuelt emne op, nemlig det forhold, at mange indvandrerpiger stadig opsøger privatklinikker for at få en ny mødom. De er angiveligt bange for sanktioner, hvis de ikke bløder på bryllupsnatten.

Gynækologer og kirurger oplyser samstemmende, at de ikke oplever et fald i antallet af unge piger, der henvender sig. Tværtimod. En kvindelig gynækolog kalder ligefrem det arbejde, hun udfører for “ulandshjælp”.

Vi synes, at det kunne være yderst relevant, om de lokale integrationsråd ville overveje at tage spørgsmålet op.

(Indlægget er skrevet sammen med Patrick Alexander Fairlie (DFU) - offentliggjort i Lokalavisen Frederiksberg den 9. februar 2012)