Under temaet “Livskvalitet i hverdagen” tales der bl.a. om Frederiksberg som en socialt bæredygtig by samt om vigtigheden af at “udvikle og modernisere byens tilbud til borgere i alle livsfaser”.

Det tilbud bør naturligvis også gælde børn.

Som det er fremgået af den seneste uges rædselsberetninger om overgreb mod børn, er det en myte, at overgreb og seksuelt misbrug af børn alene foregår i “udkantsdanmark”. Det forekommer desværre i alle samfundslag, formentlig også på det “pæne Frederiksberg”.

Hertil kommer, at børn anbragt udenfor hjemmet, har en øget risiko for at blive udsat for overgreb, både før, under og efter anbringelsen. Ifølge Rigshospitalets Team For Seksuelt Misbrugte Børn drejede 40 procent af alle henvendelser i 2010 sig om børn under syv år.

Som flere af sagerne har vist, har flere af de udsatte børn måttet leve under helt utålelige forhold i årevis på trods af flere henvendelser til både politi og kommunale myndigheder. Bl.a. grundet kassetænkning, uvidendhed og berøringsangst.

Det problem ønsker Dansk Folkeparti at gøre noget ved.

Vi foreslår derfor, at der i “Frederiksbergstrategien” indarbejdes en beredskabsplan for, hvorledes kommunens ansatte håndterer sager vedrørende vold og seksuelle overgreb mod børn. Et sådant beredskab har kommunen desværre ikke i dag.

Og der er hjælp at hente. Socialstyrelsen tilbyder nemlig kommunerne gratis rådgivning og støtte til ansatte, der får kendskab til disse sager. DF mener, at et sådant beredskab vil kunne være af uvurderlig betydning, både for de sagsbehandlere, som skal tackle disse vanskelige sager, men også - og ikke mindst - af hensyn til vore børn og unge.

Lad os derfor indtænke et sådant beredskab i Frederiksbergstrategien.

(Offentliggjort i Lokalavisen Frederiksberg den 26. januar 2012)

Også jeg harmes. Dog ikke over vesterlændinge, som støtter dyrevelfærd økonomisk.

Jeg harmes derimod over kynismen hos palæstinensiske ledere, som trods en årelang, generøs økonomisk støtte fra Danmark, EU, USA og andre, stadig lader mange palæstinensere henslæbe livet i trøstesløse flygtningelejre.

Hvad er milliarderne så gået til? Højere levestandard? Bedre og mindre hadefuld uddannelse i de palæstinensiske selvstyreområder? Færre raketter fra Gaza? Desværre nej.

Siden oprettelsen af staten Israel har skiftende palæstinensiske ledere truet med at “drive jøderne i havet”. En trussel, som Ismail Haniyeh, nyudnævnt premierminister for Hamas desværre netop har svoret at indfri.

(Offentliggjort i Berlingske Tidende den 10. januar 2012)

Der var en fuldstændig fantastisk stemning, en gåsehudsgivende veloplagthed hos både sangerne og kapellet. Der var stuvende fyldt med tilhørere, musikelskere, skuespillere, børn og voksne - i trængsel. Brandvæsenet havde inspiceret, og der stod folk langs væggene.

Der blev spurgt til kulturministeren, men han var jo taget til Kina, hvorfra han forsikrede, at han ikke ville fornærme nogen ..

Vel er der krise, og alle må holde for, siger de ansvarlige politikere. En prioritering jeg nok personligt mener, man kan sætte et stort spørgsmålstegn ved. For netop i krisetider, er der (hårdt) brug for, at vi får mulighed for at lade op, samle ny energi, kraft og livsmod.

Skade at Uffe Elbæk ikke kunne være til stede. Han blev snydt for nogle fantastiske timer i selskab med verdens bedste operasangere, intense musikere og brændende, indignerede taler, der kom lige fra hjertet. Operakorets leder, Keith Warner gik ned på knæ og bad til, at nogen - en eller anden derude - ville lytte og redde hans kor.

Churchill talte i sin tid om, hvor vigtigt det er, at vi - også i svære tider - bevarer kulturen. Kulturen - det er os selv.

Jeg er enig i, at forståelsen af dansk kultur og danskhed er overordentlig individuel. For mig handler det først og fremmest om, at kvinder og mænd har lige vilkår. Jeg betragter det som en af grundpillerne i et demokratisk samfund som det danske, at køn ikke skal adskille borgerne, ligesom race og etnicitet heller ikke skal det.

Det er helt i orden at være imødekommende over for nye medborgeres demokratiske ret til at være medbestemmende for, hvorledes samfundet skal indrettes. Men hvis dette medfører, at kønnenes ligestilling trues, så er der al mulig grund til at sige fra.

(Offentliggjort i Jyllands-Posten den 31. december 2011)

Socialudvalgsformanden deler ikke LEVs bekymring, hverken når det gælder lejlighedernes størrelse, små étværelses, eller området som sådan. De udviklingshæmmede loves “lyse og rummelige” boliger, og det lidt triste kvarter beskrives som “et godt og attraktivt byområde”.

Ingen kan vel være uenig i kommunens hensigtserklæring om at fremtidssikre tilbuddene til vore handicappede medborgere. Men spørgsmålet er, om det rent faktisk også er det, Kommunalbestyrelsen er i gang med?

I forsommeren valgte Kommunalbestyrelsen således at nedlægge Klub 10, det eneste fritidstilbud i Frederiksberg Kommune for udviklingshæmmede børn i alderen 10-14 år. Disse transporteres nu istedet til LAVUK på Østerbro. Nogle børn kan slet ikke benytte LAVUK, da de er mindre kompetente og dermed også mere støttekrævende. Disse børn efterlades så at sige mellem to stole.

Jeg undrer mig over, hvilket menneskesyn der mon ligger til grund for disse beslutninger, som - forekommer det mig - rammer en i forvejen udsat gruppe hårdt.

Vi hører hele tiden, at alle må holde for på grund af krisen. Alligevel har Kommunalbestyrelsen kunnet tage på studietur til New York. Et nyt, flot kulturhus til den nette sum af 200 mio. kroner, er der også blevet råd til.

Vel er der ikke så mange stemmer i de udviklingshæmmede. Det er der så til gengæld i deres pårørende.

(Offentliggjort i Lokalavisen Frederiksberg den 15. december 2011)

Nyholm selv er angiveligt vældig opmuntret af begivenhederne. Vist kræver den arabiske revolution menneskeliv, men herregud, der kæmpes videre. For frihed. Også for kvinderne.

Det er ganske vist.

Vesten har bare at forholde sig i ro og respektere denne nye tingenes tilstand. Iran skal trods utallige trusler om udslettelse af det demokratiske Israel have lov at fortsætte sine sysler med at skaffe sig atomvåben til formålet. Et Israel som - ifølge Nyholm - er styret af “ekstreme nationalister, fanatiske bosættere og religiøse fundamentalister”.

Man tager sig til hovedet.

Til trods for at det såkaldte “land for fred” projekt aldrig har givet den så højt besungne fred, forlanger Nyholm, at Israel uden videre opgiver de områder, som man erobrede tilbage i 1967. At de palæstinensiske ledere fortsat nægter at anerkende Israels ret til at eksistere, nævnes end ikke.

Nyholms fordømmelse af den israelske regering som eneansvarlig for udviklingen i Mellemøsten forekommer grotesk. Har de palæstinensiske ledere intet ansvar?

Hamas, den palæstinensiske afdeling af Det Muslimske Broderskab, mest kendt for sine selvmordsangreb og andre voldelige overgreb på civile, fik ved valget til det palæstinensiske parlament i 2006 magten i Gaza, mens Mahmoud Abbas kunne beholde Vestbredden. Siden er forholdene for den menige palæstinenser kun blevet værre. Mens Hamasledere kører rundt i fede firhjulstrækkere indkøbt i Egypten, er mange palæstinensiske børn angiveligt underernærede. Men det behøvede ikke være sådan.

Israel har netop overført tilbageholdte skatter og afgifter til Det Palæstinensiske Selvstyre. Og ifølge The Commentator har EU på sit budget for 2012 nok engang besluttet at hæve den økonomiske støtte til selvstyret med hele 30 procent, svarende til 100 mio. euro.

Jeg synes Per Nyholm skylder JP’s læsere en forklaring. Hvordan er det muligt på én og samme tid at skyde på den israelske regering, men vende det blinde øje til de virkelige mørkemænd, Hamaslederne, som iskoldt og kynisk overlader den jævne palæstinenser til sin egen skæbne.

Tyrkiets største parti, det islamistiske AKP, er ved at nivellere universiteterne ved at sidestille dem med Koran- og præsteskoler. Det er det mest markante skridt væk fra den udvikling, som hidtil har karakteriseret alle moderne stater: Et undervisnings- og uddannelsessystem, der bygge på videnskab og fornuft. Og nu erstatter det med et uddannelsessystem, der bygger på Koranen.

Jeg ved heller ikke, om jeg fremover tør flyve med tyrkiske luftfartsselskaber. Hvilken uddannelse får piloterne? For når universiteterne fyldes med unge mennesker, som kan deres Koran i stedet for deres matematik og fysik, deres Hadith i stedet for menneskerettigheder. Og deres viden om kvinder skal bygge på et 1400 år gammelt skrift, så bliver Tyrkiet ikke et land, der i fremtiden bliver præget af hverken økonomiske, teknologiske eller demokratiske fremskridt.

Mørket sænker sig over Levanten.

(Ovenstående blev bragt første gang i Berlingske Tidende den 18. juni 2004)

Mon jeg er den eneste, som mindes den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton? Da hans affære med Monica Lewinsky blev afsløret, klarede han i første omgang frisag med de berømte ord: “Jeg har aldrig haft sex med den kvinde.”

Selv da enhver tvivl om sandheden af Clintons udtalelse var fejet af bordet, holdt han fast ved at hævde, at “det kommer an på, hvad ordet betyder.”

Har Ole Sohn ladet sig inspirere af Bill Clinton?

(Offentliggjort i Jyllands-Posten 30. november 2011)

Det lyder smukt, men er det særlig troværdigt?

I hvert fald synes socialdemokraterne, Indre By, 3. kreds, at have et forklaringsproblem. Her sidder Karen West, næstformand i Q Freedom, i bestyrelsen og har således været med til at opstille Muhammed Aslam, beboerformand i Mjølnerparken , som kandidat til Københavns Borgerrepræsentation.

WA kunne 28. oktober fortælle, at Aslam gennem 2-3 år via sin personlige computer har haft direkte adgang til områdets 230 overvågningskameraer. En overvågning, som han ifølge anonyme kilder, der af frygt for repressalier ikke tør stå frem, angiveligt har brugt til at korrekse flere af Mjølnerparkens kvinder for ikke at være tildækkede.

På baggrund af WAs afsløringer udtaler bestyrelsen for Indre By, 3. kreds, blandt andet: “Det er nogle meget voldsomme anklager, der rettes mod Muhammed Aslam.” Hvorefter man går over til nogle mere generelle holdninger til social kontrol, som ingen vel kan være uenige i. Det er for slapt.

I og med at Karen West er repræsenteret i begge bestyrelser og således har godkendt Muhammed Aslams opstilling for Socialdemokratiet, burde hun på baggrund af WAs meget alvorlige anklager insistere på en nærmere undersøgelse af sin partifælles kontroversielle overvågning af Mjølnerparkens kvindelige beboere.

Vælger Karen West at forholde sig passivt og alene henholde sig til den tvetydige udtalelse fra bestyrelsen i Indre By, 3. kreds, mener jeg, at hun påfører Q Freedom et alvorligt troværdighedsproblem.

(Offentliggjort i Weekendavisen 25. november 2011)

“Hvem vil bo i en ghetto?” og slog til lyd for, at nu skulle ordet “ghetto” ud af det danske sprog og erstattes med “udsatte boligområder”.

Forslaget om at fjerne ordet “ghetto” kommer oprindeligt fra Københavns integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev (R): “Ghetto er et meget stigmatiserende ord, det er også et skræmmebillede, som vores gamle regering har importeret fra udlandet, og det er slet ikke den virkelighed, der er ude i kommunerne”. Allerslev fortæller, at man i Københavns Kommune allerede har droppet ghettobetegnelsen.

Nordisk Råds “ghettofisering”

Regeringens udmelding har vakt begejstring i Sverige. Elisabeth Björnsdotter Rahm, der sidder i Nordisk Råd for Moderata Samlingspartiet (M) mener således, at “ghetto” smager af fattigdom, nazisme og amerikanske parallelsamfund - ikke noget som efter hendes opfattelse er efterlignensesværdigt i Norden.

Hun fortæller, at Nordisk Råds Velfærdsudvalg ved sit møde den 3. november fremlagde ti forslag til, hvordan man i Norden modvirker “ghettoficering”. Et tiltag, som angiveligt har udløst stor ros fra den nytiltrådte kirke- og ligestillingsminister, Manu Sareen.

Blandt Nordisk Råds forslag er bl.a. nedsættelsen af en nordisk “task force” på ministerniveau, der skal udarbejde et tipunktsprogram for, hvordan de nordiske regeringer i fællesskab kan skabe et mere inkluderende samfund.

Bl.a. mener Rådet, at man bør opfordre kvinder og mænd med anden etnisk baggrund end nordisk til at søge indflydelse i diverse råd, udvalg, styrelser, nævn og organisationer.

Sharia-zoner

Den polsk-tyske journalist og forfatter, Henryk Broder beskriver den 30. oktober i sin klumme i Die Welt, hvordan repræsentanter for diverse islamiske organisationer i Danmark nu kræver sharia-zoner indført.

Det fremgår endvidere, at Bashy Quraishy, der normalt er bosat i Danmark, på vegne af EMISCO, European Muslim Initiative for Social Cohesion ved en konference i Wien fornylig, forlangte indførelse af “retningsliner mod islamofobi i den offentlige debat”, herunder en nærmere undersøgelse af “den terminologi som medierne anvender i dækningen af islam, muslimer generelt og terrorisme specifikt”.

Påbud om sharia

Det mildest talt u-danske forslag om at forbyde bestemte ord er en direkte udløber af Muhammedkrisen, hvor vi for første gang stødte på påbud om sharia i Danmark - i form af forbuddet mod at afbilde Muhammed. Siden er flere krav kommet til.

Mange religioner har forbud mod at afbilde Gud. Det specielle ved islam er, at det religiøst begrundede forbud mod at tegne profeten skal påtvinges alle andre. Det sker under dække af påstået krænkelse. Det er islam, der mener, det er en krænkelse. Det siger sharia’en.

Derfor var ønsket om at påtvinge Danmark et billedforbud et forsøg på at gøre sharia gældende i det danske samfund. Og lige siden september 2005 har slaget stået om, hvorvidt det er grundloven eller sharia’en, der skal gælde i Danmark.

Med direkte opfordringer til voldsomme reaktioner lykkedes det som bekendt for også danske muslimer at få opbakning fra gadens parlament i bl.a. Syrien, Libanon, Pakistan og Afghanistan.

Islam har derved sikret et domæne, som ingen - eller kun meget få - vover at røre ved. Islam vil være den eneste fredhellige og urørlige religion.

Gode venner

Det er et krav, der finder forståelse hos De Radikale. Integrationsborgmester Anna Mee Allerslev begrunder sit tætte samarbejde med fremtrædende islamister således: “Jeg nægter at give efter for den islamofobi og frygt for muslimer, som har bredt sig via Dansk Folkepartis alt for store indflydelse på integrationsdebatten under den borgerlige regering”.

Hun mener, at det er en borgmesters fornemste pligt at “yde en diplomatisk indsats for at få samfundet til at fungere bedst muligt”. … “Vi har … en fælles udfordring og et klart fælles mål”.

Hos Socialdemokraterne er det lykkedes muslimer med nære familiære bånd til bl.a. Hizb ut-Tahrir at komme helt tæt på statsminister Helle Thorning-Schmidt. Da statsministeren i forbindelse med valgkampen aflagde besøg hos op mod angiveligt 1/2 mio. københavnske vælgere, havde hun som sin ledsager valgt næstformand i Københavns Borgerrepræsentation, Ikram Sarwar, der efter eget udsagn har 2 brødre i Hizb ut-Tahrir.

Det formilder dog ikke de unge islamister, som i en pressemeddelelse går i rette med social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) for denne udtalelse: “Det er ikke nok alene at have fokus på, at hvis folk bare finder et arbejde, så kommer de nok også til at dele vores værdier. Vi skal holdningsbearbejde. … Den der dem og os-retorik har haft en negativ indvirkning. Den har skubbet folk derover, hvor de kigger indad mod deres egne værdier”.

Hizb ut-Tahrirs talsmand, Chadi Freigeh spørger: “Hvem er det, der trænger til holdningsbearbejdning? Familier der lever efter islamiske normer, eller familier, der lever efter vestlige normer?” Og konkluderer: “Vort budskab til muslimerne, forældre såvel som unge, er at holde fast i de islamiske værdier”.

Ægte demokrati

Samarbejdet mellem såkaldt mainstream-politikere og unge islamister er ikke af nyere dato. I Det Radikale Venstre har det således stået på siden 2001, men i årenes løb er også Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten hoppet med på trenden. Og de ser tilsyneladende ingen problemer i at samarbejde med unge muslimer, som både forsvarer og foretrækker islamiske værdier.

Specielt De Radikale roser sig af, at et sådant samarbejde er tegn på ægte demokrati.

Men skal vi overtage præmissen om, at kritik af islam, bl.a. sharia’en, er lig med racisme, sådan som Bashy Quraishy og konsorter ihærdigt lobbyer for?

Skal vi overtage præmissen om, at bestemte ord, for eksempel “ghetto” er en hindring for integration?

Er der tale om ægte demokrati, hvis vi tvinges til at acceptere, at ord eller streger i en avis kan være så “krænkende”, at det er helt i orden, hvis nogle (muslimer) reagerer med vold?

Jeg mener nej.

Den igangværende kamp på ord - ordets jihad - skal ses som en domænekamp mellem grundloven og sharia’en. Taber vi frihedskampen her, er det ikke bare tegnerne og den frie presse, der bliver taberne. Det er selve demokratiet.

(Ovenstående er en klumme trykt d.d. i Sappho, Trykkefrihedsselskabets netmagasin om ytringsfrihed, kultur og Vestens fremtid)