Ansvaret for flygtningeproblemet hviler på araberne. Palæstinenserne gjorde sig selv statsløse, da de afviste FN’s delingsplan i 1947. I stedet for at acceptere en uafhængig arabisk stat side om side med Israel startede araberne en krig for at forhindre oprettelsen af en jødisk stat. Som bekendt tabte araberne, og mange flygtede.

FN-kommissær Folke Bernadotte anslog tallet til 330.000, men mellem en halv og en hel million flygtninge har været nævnt. At begrebet statsløse palæstinensere stadig eksisterer, skyldes til dels de arabiske lande, som i stedet for at integrere palæstinenserne gennem alle årene har nægtet dem de mest basale rettigheder, også UNRWA bærer en stor del af ansvaret.

Organisationen blev oprettet i 1949 og var tænkt som en midlertidig hjælp for de arabiske flygtninge, men har i dag flere end 30.000 ansatte, heriblandt flere Hamas-medlemmer og palæstinensiske flygtninge.

Martyrdyrkelse

I stedet for at arbejde for at få palæstinenserne godt integreret dyrkes disse af UNRWA som martyrer.

De “statsløse palæstinensere”, hvoraf mange rent faktisk har jordansk statsborgerskab, har således fået tildelt en helt særlig ret, som ingen anden flygtningegruppe har, nemlig hjemvendelsesretten. Denne ret omfatter ikke bare de oprindelige flygtninge, men også de tilgiftede, hvorfor antallet af “statsløse palæstinensere” stiger støt.

Retten til at vende hjem holdes kynisk i live af arabiske ledere, som den dag i dag nægter palæstinenserne de mest basale menneskerettigheder: Retten til statsborgerskab, retten til at erhverve og eje fast ejendom samt retten til at arbejde inden for en lang række erhverv.

Situationen er både uholdbar og umenneskelig, og vi mener, det er på tide at tage hul på en nødvendig debat om, hvorvidt retten til hjemvendelse stadig bør opretholdes, alene for palæstinensiske flygtninge.

Ved samme lejlighed kunne man passende kaste et kritisk blik på UNRWA, idet organisationen i stedet for at være en del af løsningen forekommer at være en del af problemet.

(Indlægget er skrevet sammen med Jeannette Rasmussen, bestyrelseskollega i Dansk-Israelsk Selskab, offentliggjort i Jyllands-Posten søndag den 16. juni 2013).

Integrationsrådet har til opgave at rådgive Kommunalbestyrelsen i spørgsmål af betydning for etniske minoriteter. Egentlig skulle man tro, at Integrationsrådet var overflødigt, for ifølge Justitsministeriet er der ingen ghettoer på Frederiksberg. Eller særligt udsatte boligområder, som det hedder nu om dage.

Alligevel synes der at være områder, hvor der - i hvert fald ifølge Integrationsrådet selv - er problemer. Eller bebeoere med særlige behov.

Således kan man af referater fra Integrationsrådets møder bl.a. læse, at kommunen på et tidspunkt tilbød gratis kvindesvømning for kvindelige beboere fra byggeriet “Stjernen” på Kong Georgs Vej. Der mødte 300 op.

Integrationsrådet har også foreslået, at boligbestyrelsen på “Stjernen” skal sendes på konflikthåndteringskursus. Hvad baggrunden for et så opsigtsvækkende forslag fra Integrationsrådets side kan være, er desværre ikke oplyst.

Kan det tænkes, at virkeligheden i visse boligområder - også på Frederiksberg - slet ikke er så rosenrød, som borgmesteren, politi og SSP-medarbejdere ynder at fremstille det.

(Offentliggjort i Lokalavisen Frederiksberg den 30. maj 2013)

DR bør sælges, skriver Michael Jalving, og det har han ret i. I stedet for at oplyse os er DR travlt optaget af at opdrage os, og det lader til at være lykkedes ganske godt.

Halvdelen af befolkningen ser verden udelukkende gennem det venstre øje, og - eftersom det ville være racisme at åbne det andet - foretrækker de at holde sig på dydens smalle sti og gøre løgnen til en del af livet.

Et godt eksempel er debatten om den religion-vi-ikke-må-nævne, hvor DR har gjort sit yderste for at fortælle os, at morderne fra Boston ikke var andet end “utilpassede unge”. De var jo ofre, fordi samfundet havde ladt dem i stikken.

Var de højreorienterede? Nej, ikke lige her men det kunne de nemt have været, antydede Martin Krasnik, fordi terrorisme i bund og grund er et højrefløjsfænomen. Terrorhandlingen havde altså intet med Fredens Religion at gøre.

Eksempler på det modsatte havde han ikke lige present den dag, og ingen i studiet fandt det opportunt at minde ham om den lange liste af udåd, der har en halvmåne som afsender:

I Danmark har vi attentatet mod Union Pacific på Gammel Kongevej, attentatet mod synagogen i Krystalgade, mordforsøget på Bent Melchior (det var Ulla Lyngsby-sagen), den etbenede belgisk/tjetjenske Lors Dukaevs fejlslagne brevmord, mordforsøgene mod Kurt Westergaard, Lars Hedegaard og de ligeledes forpurrede attentatforsøg mod Jyllands-Posten samt Glasvejsagen.

I det store udland har der som bekendt været et massemord i World Trade Center, massemord i London, Madrid, Mumbai, Bali osv. Men da Krasnik tonede frem i Deadline lige efter udåden i Boston, var det altsammen glemt.  Glemt på samme måde som mordet på den hollandske islamkritiker Pim Fortuyn var glemt. Og mordet på den hollandske filmmager og islamkritiker Theo van Gogh.

Ligesom mordene på 13 amerikanske soldater i Fort Hood, mordtruslerne mod Salman Rushdie og den franske filosof og tidligere gymnasielærer, Robert Redeker samt utallige andre, som enten må leve under jorden eller under polibeskyttelse resten af livet. Det hele var glemt. Det var foregået under Krasniks radar, og hvis han så disse ting i det hele taget, var det kun som frustrerede handlinger begået af arme ofre for Vestens ondskab.

“Ak, de hårdt prøvede tjetjenere” sukkede han med tydelig medfølelse for de unge mænd, der lige havde dræbt, lemlæstet og vansiret over hundrede uskyldige civile. Hvad der desværre ikke er noget nyt i. I USA er der jævnligt forsøg på terror, (massemordforsøget på Times Square er et godt eksempel), og de er næsten alle uden undtagelse udført - eller forsøgt udført - af folk, som Obamas spindoktorer kalder “utilpassede”. Eller bare “unge”.

Et af de mere perfide terrorhandlinger var det, der fandt sted i Fort Hood, hvor en officer skød en halv snes soldaterkolleger i ryggen, mens han råbte Allah Akbar! Det var en arbejdsulykke, sagde Obama beroligende.

Ham vil Krasnik sikkert kunne finde et godt job hos, når hans tørn på Deadline engang er forbi.

Før i tiden skulle man bukke, hvis man ville frem i verden. Nu skal man bare fordreje. Og det er godt betalt.

Ifølge DF’s Martin Henriksen fordi man ønsker at sende det signal, at antidemokratiske organisationer naturligvis ikke skal belønnes økonomisk.

Baggrunden er en konference om politisk og religiøs radikalisme, som blev afholdt 11. september på CBS, Frederiksberg. Konferencen var arrangeret af Dansk Ungdoms Fællesråd og Ny-Dansk Ungdomsråd i forening.

Konferencen havde angiveligt til formål at finde ud af, hvordan man kunne dæmme op for radikalisering blandt unge. Som oplægsholdere havde man ud over integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) og en chef fra PET inviteret lederen af det islamistiske Minhaj-ul-Quran, Tahir-ul-Qadri. At det overhovedet kunne lade sig gøre, skyldes angiveligt, at der synes at være et personsammenfald mellem denne organisation og Ny-Dansk Ungdomsråd.

Jeg deltog selv i konferencen. Da TV2 havde slukket for kameraet og havde forladt stedet, fik ingen lov til at stille kritiske spørgsmål. Debatten om radikalisering forvandledes i stedet til en propagandaforestilling for islam.

Vi har forsamlingsfrihed i Danmark, en frihed som også gælder for antidemokratiske organisationer. Men hvis man som Ny-Dansk Ungdomsråd ønsker at samarbejde med religiøse ekstremister, mener vi i Dansk Folkeparti, at man selv må finansiere det.

(Offentliggjort i Lokalavisen Frederiksberg 11. april 2013)

Martin Krasniks/DR/Deadlines interview med Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard 17. marts har givet genlyd i medierne, både i Danmark og i udlandet.

Krasnik forsvarede sig efterfølgende overfor TV’s Poul Erik Skammelsen med, at Hedegaard ifølge hans personlige opfattelse er en af de mest kontroversielle personer i landet og nu, hvor han har været udsat for et mordforsøg, var det mere end rigeligt til at invitere ham i studiet og efterprøve hans holdninger kritisk.

Noget, som der ifølge Deadlines studievært Martin Krasnik “i den grad er brug for”.

Det berømte/berygtede interview indledes da også med ordene:”Det er nu 6 uger siden, at Lars Hedegaard sagde, at han blev forsøgt myrdet”. Resten af interviewet, som Krasnik selv er tydeligt stolt af, fulgte nidkært samme linje.

Som tilskuer, og som mangeårig samarbejdspartner med Lars samt medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse,  sad jeg tilbage med indtrykket af en studievært, hvis egentlige ærinde syntes at være at dokumentere, at ikke bare  Hedegaard, men Trykkefrihedsselskabets samlede bestyrelse, har en skrue løs.

At Krasnik/DR Deadline blot få uger efter, at Lars Hedegaard havde været udsat for et mordforsøg i sin egen gadedør, bevidst vælger at udsætte Hedegaard for noget, der mest af alt minder om et politiforhør i en bananrepublik, demonstrerer med al ønskelig tydelighed, at når det gælder islamkritikere, kan man uden videre lægge alle etiske og journalistiske principper til side.

Interviewet, som Krasnik selv kalder en ligeværdig samtale, føjer sig blot til en uendelig række af angreb på personer, som tillader sig at have en kritisk holdning til islam.

Kritik af islam tolereres ganske enkelt ikke.

I virkeligheden følger Martin Krasnik blot en klart defineret strategi: Hvis man ikke kan tilbagevise islamkritikernes argumentation, kan man altid forsøge at marginalisere dem.

Presset på islamkritikere har hele tiden været til stede, men er under den rød-radikale regering taget mærkbart til. Det kommer fra universitetsfolk, dagbladsredaktører, journalister, politikere, også muslimske, som alle synes at være grebet af en sær form for selvgod blindhed.

Mens hån, spot og latterliggørelse gerne tages i anvendelse over for islamkritikere, får muslimer der mener at kritik af islam skal straffes med døden, som hovedregel en yderst nænsom behandling, i visse tilfælde endda nærmest VIP-behandling. Det kunne man opleve, da den pakistanske leder af det islamistiske Minhaj-ul-Quran ved en konference på CBS fornylig havde en begejstret PET-chef ved sin side.

Ligegyldigheden over for voldelige islamisters trusler mod og i visse tilfælde direkte angreb på danske tegnere, kunstnere, journalister og debattører er næsten mere skræmmende end selve volden.

Man slår det hen, toner det ned, sår endda tvivl om berettigelsen af kritikken. Som Martin Krasnik formulerede det:”Lars Hedegaard er jo en af de mest kontroversielle personer i landet, og det har han været i mange år”.

Underforstået: kritiserer man islam, er man selv ude om det, hvis der tilstøder én noget ondt. En opfattelse der normalt hører hjemme blandt religiøse fanatikere, også her i Danmark, men som altså i dag synes overtaget af flere toneangivende danske medier.

Ikke hvis man skal dømme efter det, som nogle unge foldboldspillere fra Boldklubben Avarta oplevede for 1 uges tid siden en aften,  hvor de var ude at træne. Pludselig faldt én af dem om, mens han skreg af smerte. Der var sket noget med det ene knæ. Han var ude af stand til at rejse sig igen.

Han kammerater ringede 112 og bad om en ambulance. Vagthavende fortalt, at det p.t. ikke var muligt, og at de måtte prøve igen lidt senere. Ved 2. opkald til alarmcentralen fik de samme besked. Imens lå den unge mand på den kolde jord og skreg.

Først ved 3. opkald indrømmede vagthavende, at det faktisk slet ikke var muligt at sende en ambulance, og at de selv måtte sørge for at få den unge foldboldspiller transporteret til nærmeste skadestue. Der var da gået 45 minutter, hvor den unge mand havde ligget på jorden og skreget af smerte.

På grund af smerter var det svært at få den unge mand ind i en personbil, men der var jo ingen vej udenom.

Det skal da også siges, at da de endelig ankom til skadestuen på Herlev Hospital, kom den unge mand straks ind. Han skulle altså ikke vente yderligere. Måske ville det også forstyrre de andre patienter for meget, at han skreg af smerte.

Ifølge moderen til en af hans kammerater, var knæskallen “gået ud af led”, hvilket er meget smertefuldt.

Region Hovedstadens formand, Vibeke Storm Rasmussen (S) ynder at bryste sig af, man i regionen har et sygehusvæsen “i verdensklasse”. Et billede, som jeg og efterhånden mange andre, har noget svært ved at genkende.

Der går formentlig et stykke tid, før den unge fodboldspiller og hans kammerater glemmer dén oplevelse.

(Offentliggort på Rødovre Lokalnyt, Debat)

Lars Hedegaard havde åndsnærværelse nok til at gå til angreb på drabsmanden, hvis pistol af uforklarlige årsager klikkede to gange, hvorefter han flygtede fra gerningsstedet.

Lykkeligvis slap Hedegaard uskadt og er nu under PET’s beskyttelse.

Jeg har været medlem af Trykkefrihedsselskabet, siden det blev stiftet i en lille konfirmandstue på Fyn i 2004, de sidste mange år som medlem af bestyrelsen.

I Trykkefrihedsselskabets regi har jeg mødt alt for mange mennesker, der alle har fået deres frihed stærkt begrænset.

Af én årsag: de har alle uden undtagelse vovet at udtale sig kritisk om islam på den ene eller den anden måde: Ayaan Hirsi Ali, Robert Redeker, Geert Wilders samt Lars Vilks, svensk kunstner, som i øvrigt snart gæster Danmark, for blot at nævne nogle.

Lars Hedegaard må nu, formentlig resten af livet, leve med at få sin personlige frihed stærkt begrænset.

Alligevel har han ikke givet op, snarere tværtimod. Fra sit safe-house udtaler han, at “det er mere nødvendigt end nogensinde at kæmpe for ytringsfriheden”.

Der er i dag stærke kræfter, der ønsker at begrænse retten til frit at debattere og kritisere eksempelvis religion, læs islam. I Trykkefrihedsselskabet ønsker vi at afskaffe den såkaldte “racismeparagraf”, 266b, som misbruges til at undertrykke det frie ord.

I den forbindelse er det overordentlig glædeligt, at ordføreren for Liberal Alliance, Anders Samuelsen, efter attentatet på Lars Hedegaard, har erklæret sig villig til - på linje med Dansk Folkeparti - at arbejde for afskaffelse af paragraf 266b. Måske flere partier vil besinde sig og følge trop.

Ytringsfriheden har brug for vores hjælp.

(Offentliggjort i Lokalavisen Frederiksberg 14. februar 2013)

Frederiksberg Kommune lover i værdigrundlaget for den kommunale hjemmepleje sine ældre borgere “tryghed gennem omsorg”.

Kommunen forsikrer, at den hjælp, der ydes, ikke bare skal dække borgerens konkrete behov, men også “skabe en grundlæggende følelse af tryghed i dagligdagen”. Tryghed er imidlertid ikke lige den følelse man sidder tilbage med efter at have læst Inger Carlsens læserbrev.

Det gør et stort indtryk på i hvert fald undertegnede, når Inger Carlsen så mindeligt beder om, at det kunne blive den samme “faste” hjemmehjælper, som hjælper hende med at blive badet.

Dansk Folkeparti ønsker, at det er den samme hjemmehjælper, som fast kommer hos brugeren, ligesom det skal sikres, at hjemmehjælpen ikke svigter under sygdom og ferie. To hjemmehjælpere kunne evt. være fælles om de samme borgere, således at den ældre ikke konstant skal forholde sig til nye hjemmehjælpere.

Den enkelte ældre skal også i størst muligt omfang være med til at tilrettelægge hjemmehjælperens tid i hjemmet helt i tråd med det, som Inger Carlsen netop også lægger op til. Og der skal naturligvis afsættes tilstrækkelig tid til, at hjemmehjælperen ud over at yde personlig hjælp også har tid til at tale med den ældre.

I Dansk Folkeparti mener vi, at vi har meget at takke vore ældre medborgere for, og de skal derfor som en selvfølge tilbydes gode og trygge rammer for deres alderdom, hvilket bl.a. indebærer en velfungerende hjemmepleje.

I årevis er de ældres behov blevet skubbet til side. DF har imidlertid ikke tænkt sig at se passivt til denne udvikling.

Det betyder, at vi også på kommunalt plan vil holde kommunen fast på de gode intentioner, så de ældre fortsat sikres gode og trygge rammer.

(Offentliggjort i Lokalavisen Frederiksberg 31/1 2013 )

Flere ser helst, at man ikke taler højt om problemerne, en holdning, der for visse gruppers vedkommende synes baseret på politisk tilhørssted. Men også frygten for en konfrontation med den langt større muslimske “minoritet” synes at spille ind.

Hvad enten man nu går ind for åbenhed eller det modsatte, synes langt de fleste jøder dog enige om, at specielt arabere/muslimer bosiddende på Nørrebro bærer et medansvar for den triste udvikling.

I den forbindelse udtaler Imran Shah, talsmand for Islamisk Trossamfund imidlertid, at “det kan også være alle mulige andre. Muslimer har ikke nogen hudfarve, og det har kristne og jøder heller ikke. Hvis der sigtes til Nørrebro, så består den bydel af mange forskellige kulturer.”

Imran Shah optræder her som den gode muslim, som aldrig kritiserer andre muslimer. Det er bare ikke godt nok. Der er tværtimod brug for, at Islamisk Trossamfund træder i karakter.

Tilbage i 2007 sagde den tidligere talsmand, Kasem Ahmed, at han først vil anerkende Israel, når alle jødiske indvandrere og deres efterkommere siden statens oprettelse i 1948 er sendt tilbage til deres oprindelseslande. I stedet skal der gives plads til palæstinensiske flygtninge og disse efterkommere.

Senere samme år nægtede Kasem Ahmed at medvirke i en avisartikel i avisen 24timer om arbejdsmoralen hos forskellige indvandrergrupper, hvis overrabiner Bent Lexner også skulle medvirke: “Hvis de (jøderne) skal være med i samme artikel, så vil jeg ikke være med.”

Imran Shah forholder sig altså ikke til kritikken om visse muslimers medansvar for den stigende chikane, hvilket jeg finder helt uacceptabelt. Ikke mindst med tanke på, at Københavns integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev (R) har holdt flere møder med Islamisk Trossamfund i “dialogøjemed”.

Dialogmøder, hvis indhold og beslutninger desværre er hemmelige for offentligheden, idet der i strid med gældende regler ikke tages referat af borgmesterens møder med trossamfundet.

(Offentliggjort i Jyllands Posten søndag den 23. december 2012)

I et sprogbrug, der giver mindelser til Poul Nyrups “men stuerene, dét bliver I aldrig!” bestrider det konservative byrådsmedlem, at der skulle være begået røverier mod Faktabutikker, ligesom det mere end antydes, at butikstyveriet i Føtex nok er noget, jeg selv har fundet på.

Først lidt dokumentation: 24. aug. begik to mænd bevæbnet med en pistol og en jernstang røveri mod en Fakta i Aalborg Øst (Ekstra Bladet). 4. sep. røvede en mand bevæbnet med en økse en Fakta i Nykøbing Sjælland (TV2). 9. okt. truede to mænd sig til hele dagens omsætning i en Faktabutik i Aabenraa, den ene bevæbnet med en pistol (DR, P4/Syd).

Med hensyn til butikstyveriet i Føtex blev det overværet af flere kunder. En enkelt bemærkede endda, at det ikke kunne betale sig at råbe op, idet vagterne alligevel ikke måtte tage kontakt til den unge mand, medmindre alarmen gik i gang. Hvilket ikke skete.

Desværre er det kunderne, som må betale prisen for det svind, Føtex har.

Efter endt læsning sidder man tilbage med indtrykket af endnu en konservativ lokalpolitiker, som forsøger at feje tingene ind under gulvtæppet. Og det er nok den væsentligste forskel på de konservative og Dansk Folkeparti. De konservative forsøger at lægge røgslør ud, mens vi i DF forholder os til virkeligheden. Desværre er den ikke så rosenrød, som Jens Peter Fabricius fremstiller den.

Naboerne til Lindevangsparken har længe døjet med narkohandel og lejlighedsvise skyderier. Ældre borgere udsættes for tricktyverier, ligesom der er områder på Frederiksberg, hvor man ikke længere kan færdes trygt.

I Dansk Folkeparti ønsker vi ikke at vende det blinde øje til denne virkelighed.

(Offentliggjort i Lokalavisen Frederiksberg 8. nov. 2012)