Tryghed
Frederiksberg skal først og fremmest være trygt for borgerne - ikke et fristed for kriminelle.
Tak til viceborgmester Margit Ørsted (C) fordi hun trods alt forsøger at forholde sig til vores bekymring over, at kommunen bruger kriminelle unge som rollemodeller for nogle af vore mest udsatte børn og unge.
Skal man tro viceborgmesteren, kan frederiksbergborgerne sove roligt om natten, banderne og grupperingerne har ingen lokal tilknytning.
Gid det var så vel. Ifølge vore oplysninger har mindt én berygtet bandeleder fra Nørrebro gennem længere tid haft bopæl her i kommunen. På den baggrund kan det vel ikke helt udelukkes, at nogle af konflikterne kan skyldes lokale forhold.
Viceborgmesteren forsvarer endvidere kommunens brug af kriminelle som rollemodeller. Hvor galt det kan gå, kunne man fornylig opleve med skyderiet på Vodroffsvej/Suomivej. Her var målet for kugleregnen også en kommunal rollemodel, nemlig “Lille A”, som trods sin ansættelse ved Københavns Kommune ikke synes at have opgivet sin kriminelle løbebane.
Vi glæder os imidlertid over, at viceborgmesteren erklærer sig villig til at tage debatten. I den forbindelse kan vi oplyse, at Dansk Folkeparti efter sommerferien afholder borgermøde om kriminaliteten i kommunen, hvor partiets retsordfører Peter Skaarup kommer til stede. Viceborgmester Margit Ørsted er hermed inviteret.
(Offentliggjort i Lokalavisen Frederiksberg den 14. juni 2012)
Nye kommentarer