Jette Plesner Dali

Min bestyrelseskollega, Kit Louise Strand sætter fingeren på det ømme punkt, når hun spørger, hvorvidt “grupper” kan have større / mere menneskeret end individer.

Jeg blev noget chokeret, da jeg fornylig læste lederen i fagbladet Journalisten nr. 5, skrevet af redaktør Øjvind Hesselager. Han skriver bl.a.: “Min personlige holdning er, at det på den ene side er godt, hvis dansk presse er ramt af en efterrefleksion, hvor retten til at ytre sig går hånd i hånd med retten til at tænke sig om - vi behøver ikke håne andre kulturer for at demonstrere, at vi selv bestemmer, hvordan vi ytrer os. Retten til at redigere er en del af ytringsfriheden.”

Vi lader den lige stå et øjeblik.

Betænk engang, at dette altså er fagbladet for Danmarks frie presse!

Hesselager stopper da heller ikke her, men går et skridt videre: “Kald det bare opdragelse eller opfordring til selvcensur.”

Som med Jonas Christoffersen ville det ikke være helt så grotesk, hvis d’herrer debattører forholdt sig til det faktum, at nogle af de såkaldt “forhånede” grupper (også i Danmark) støtter op om en blasfemiparagraf i f.eks. Pakistansk kontekst - ikke dansk!

Med andre ord: visse herboende muslimer er af den opfattelse, at det er helt i orden at bruge vold mod de, som enten tegner en tegning, de ikke bryder sig om. Eller kritiserer visse ekstremt kvindefjendske normer, som synes alment udbrudt blandt mange, også såkaldt “moderate” muslimer ..

Og de nøjes ikke med at synes det, nogle af dem støtter også op om og promoverer holdninger til blasfemi, som har sit udspring i eksempelvis Pakistan.

Det er således i orden at slå de formastelige ihjel, som tegner eller siger noget, man ikke “tåler”.

Eller - som i tilfældet Lars Hedegaard - slæbe dem for retten.

Jeg savner såvel hos Christoffersen som Hesselager en vilje til også at forholde sig til de grupper af “forhånede”, som støtter ideologien om, at det er da helt i orden at dræbe.

Ikke bare det frie ord, men også samfundsdebattører.