Jette Plesner Dali

I morgen den 13. april tager hele syv dommere ved Højesteret stilling til, hvorvidt der efter deres mening var tale om forsæt, da Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard fremsatte sin udtalelse om, at nogle muslimske mænd voldtager familiens pigebørn.

Karoly Németh, Hedegaards advokat forventer, at der afsiges dom efter kl. 12.00.

I dagbladet Politiken kunne man allerede 3. marts under overskriften “Hedegaard- og Pittelkow-tiden er slut” læse følgende udtalelse fra Mona Sheikh: “Debatten om islam og muslimer er forsvundet … Integrationsdebatten har i lange træk været styret af fremmedfrygt og islamofobi … Det faktum, at DF ikke længere er tungen på vægtskålen, at den nye regering har nedlagt Integrationsministeriet, og at man nu forsøger at forklare integrationsproblemer - som jo stadig findes - som sociale problemer, har bestemt været med til at sætte en ny diskurs.” Mona Sheikh (pdf)

Ud over Mona Sheikh var det hendes gamle samarbejdspartnere tilbage fra tiden i Det Radikale Venstre, som alle udtalte sig i lignende vendinger: Fatih Alev, Zubair Butt Hussain, Sherin Khankan og Asmaa Abdol-Hamid. Iklædt forskellige kasketter, men alle forenet i ét fælles mål: Udbredelsen af politisk islam som et “åndeligt” alternativ til den danske demokratiske samfundsmodel. Fatih Alev (pdf)

Politikens nye debatredaktør, Tarek Omar, palæstinenser og muslim, agerede mikrofonholder for de groft forenklede og politiserende udsagn.

Såvel Lars Hedegaard som jeg selv har flere gange krydset klinger med Mona Sheikh, som formentlig da også er den af de unge islamister, der personligt har mest at vinde ved, at begrebet islamofobi ophøjes til lov, så kritikken af islam forstummer.

Da det i sin tid kom frem, at jeg var kommet i besiddelse af den medlems-pagt, som tilhængere af Minhaj ul-Qurans overordnede mål skulle underskrive, blev jeg kimet ned af journalister, som bad om at få dokumentet tilsendt.

I stedet blev det Lars Hedegaard, som i Berlingske Tidende kunne dokumentere, hvad organisationen i virkeligheden stod for. Til vores forbløffelse havde det den effekt, at den pakistanske moderorgansation ændrede noget af ordlyden i pagten.

Jeg mødte Mona Sheikh for en halv snes år siden, da vi begge var medlemmer af Det Radikale Venstre, og Mona forsøgte at blive opstillet som folketingskandidat for partiet samtidig med, at hun var medlem af Women Youth League i den verdensomspændende islamistiske organisation, Minhaj ul-Quran.

I den forbindelse bad Bjarne Nielsen (nu SF) og jeg forretningsudvalget i Det Radikale Venstre om at overveje, “om de værdier, som Minhaj ul-Quran, Women Youth League og Muslim Youth League anser for de eneste sande værdier, var forenelige med de værdier, som Det Radikale Venstre vel stod for: at værne om og udbygge folkestyret og dermed sikre også kommende generationer mulighed for at præge samfundet i en fortsat demokratisk retning.” Islam and Christianity (pdf) Stening og Dødsstraf (pdf)

Vi skabte mediestorm.

Resultatet blev i første omgang, at Mona Sheikh blev vraget som folketingskandidat, men som et plaster på såret fik plads i partiets magtfulde Hovedbestyrelse.

Stærke kræfter forsøgte efterfølgende at få det til at se ud, som om der ingen forbindelse overhovedet var mellem den pakistanske moderorganisation, der har hjemme i Lahore i Pakistan, og den danske afdeling.

Jeg blev i den forbindelse truet med en injurieretssag af advokat Christian Harlang, der forlangte, at jeg skrev under på, at jeg ud i al fremtid ville afholde mig fra at kritisere Minhaj ul-Quran. Man forlangte også, at jeg undskyldte offentligt samt undskyldte overfor den radikale Hovedbestyrelse.

Jeg valgte ikke at efterkomme kravet og klagede i stedet over Harlang.

Generalsekretær i Dansk Europamission, Henrik Ertner Rasmussen kom mig imidlertid uventet til hjælp. Han kunne nemlig i Kristeligt Dagblad bekræfte, at den pakistanske religiøse og politiske leder, Tahir ul-Qadri personligt forestod åbningsceremonien af MuQ’s danske afdeling i januar 1986, samt at den danske afdelings undervisningsaktiviteter foregik under dennes personlige tilsyn.

Når det overhovedet er relevant i dag at nævne Mona Sheikh og hendes forbindelse til og samarbejde med en pakistansk, islamistisk organisation skyldes det, at denne forbindelse har direkte indflydelse på ytringsfrihedens vilkår i Danmark.

Det er nemlig lykkedes for Mona Sheikh og Bashy Quraishy at kuppe såkaldt anti-racistiske organisationer som DRC, Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination og ENAR, European Network Against Racism. Disse bruges til lobbyisme på f.eks. EU-Kommissionen, så man ad den vej har mulighed for at få direkte indflydelse på lovgivningen i såvel Danmark som resten af EU. Eksempelvis når det drejer sig om ytringsfrihed og islam. Tim Jensen, Michael Irving Jensen (pdf)

Til trods for at Bashy Quraishy hævder, at han ikke er religiøs, støttede han uforbeholdent Mona Sheikh og den islamistiske organisation, som hun var medlem af. Og ser man på Bashys meriter i dag, er det nærliggende at mene, at han går OIC’s ærinde, når det gælder indskrænkning af ytringsfriheden og sammenkædningen af islamofobi og racisme.

Med tanke på den ganske store indflydelse, som Bashy desværre stadig har, bl.a. via ENAR Bruxelles, spurgte jeg ham fornylig, hvem han egentlig repræsenterer, idet ENAR DK gennem ganske lang tid har ligget inaktivt hen.

Ikke overraskende blev Bashy så vred over mit spørgsmål, at han henstillede, at jeg “i fremtiden stillede intelligente spørgsmål og ikke hengav mig til de sædvanlige uvidende udtalelser DF er berømt for”.

Bashy er ud over ENAR Bruxelles også særdeles aktiv i EMISCO, European Muslim Initiative for Social Cohesion. Her er dagsordenen tydeligvis at give et endog særdeles venligt billede af islam samt kæmpe for, at få islamofobi anerkendt som “en realitet, ikke fiktion”.

Hvem repræsenterer Bashy?

Bashy Quraishy kan eller vil ikke svare på, hvem han repræsenterer, når han via diverse europæiske organisationer og netværk afleverer rapporter om “racisme” og “islamofobi” i Danmark, eksempelvis til EU-Kommissionen.

På EMISCOs hjemmeside definerer Bashy islamofobi således: Fobi betyder: “En vedholdende, overdreven og almindeligvis ulogisk frygt eller rædsel for noget. I dette tilfælde, Islam. Så Islamofobi betyder frygten for Islam.”

Såvidt altså Bashy Quraishy.

En anden af Mona Sheikh og Bashy Quraishys trofaste støtter og samarbejdspartnere er Mustafa Hussain, lektor ved Institut for Kultur og Identitet, RUC.

Blot et par dage efter Breiviks forfærdelige terroranslag i Oslo optrådte Mustafa Hussain som “ekspert” på TV2 News, hvor han fik fuldstændig friløb til at udbrede sig om terror, “faren” ved Dansk Folkeparti, tonen i debatten, islam osv. osv. En nænsomt indfølende og forstående journalist spurgte på intet tidspunkt ind til lektorens tilknytning til den islamistiske Minhaj ul-Quran. Det ville ellers have været relevant.

Mustafa Hussain har også en såkaldt “anti-racisme platform”, idet han ligesom Mona Sheikh sidder i bestyrelsen for DRC, Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination.

Forklædt som “antiracister” har disse folk via deres forbindelser til og samarbejde med diverse organisationer udenfor Danmarks grænser desværre også en helt anden - politisk og religiøs - dagsorden.

Minhaj ul-Qurans politiske og religiøse leder, Tahir ul-Qadri er nemlig ikke en hr. hvem-som-helst. Under den pakistanske militærdiktator, nu afdøde Zia ul-Haqs brutale islamisering af Pakistan, var det Tahir ul-Qadri, som bistod diktatoren med at få lovgivningen på plads.

Det fortæller Tahir ul-Qadri selv i det lille hæfte “Islam and Christianity”, som generalsekretæren i Dansk Europamission, Henrik Ertner Rasmussen henviste til. Her praler den pakistanske politiker af, hvordan det lykkedes ham at overbevise den føderale shariadomstol i Pakistan om vigtigheden af at beholde stening som straf.

Han fortæller også henført om den lovændring, som han er allermest stolt af, nemlig at straffen for blasfemi på hans foranledning ændredes fra fængsel til dødsstraf.

Med andre ord.

Når tegneren Kurt Westergaard opsøges af en somalier med en økse i hånden, så kan man være ret sikker på, at der hos visse herboende muslimer er fuld forståelse for en sådan handling. En del herboende muslimske børn og unge undervises nemlig i sharia - direkte fra Lahore i Pakistan.

Udviser man ikke forståelse for dette religiøse vanvid, men kritiserer og tager afstand fra det, således som Lars Hedegaard som formand for Trykkefrihedsselskabet har gjort det talrige gange, ja så er man “islamofob” og dermed “racist”.

Én ting er at visse herboende muslimske børn og unge indoktrineres via islamistiske organisationer og derved radikaliseres. Det er slemt nok i sig selv.

Men at toneangivende, veluddannede unge islamister forklædt som “anti-racister” med støtte fra såvel landsdækkende aviser som dagbladet Politiken, diverse advokater, forfattere og anti-racisme organisationer får lov til at sætte en dagsorden, der går ud på at stække det frie ord. Det er ganske enkelt skandaløst.

Redaktør Pernille Bramming, WeekendAvisen gav fornylig ved en konference om forfølgelse af kristne i Egypten udtryk for, at de “rigtige islamister, dem med det lange skæg”, er dem vi ikke kan lide.

Det er muligt.

Personligt mener jeg, at vi har langt mere grund til at være bekymrede for herboende, veluddannede islamister uden slør og med trimmet skæg. De er nemlig parate til at gå meget vidt i loyalitet overfor deres religiøse bagland, også hvor dette rent faktisk ligger udenfor Danmarks grænser.

Når Højesterets syv dommere i morgen afsiger dom over Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, ved vi mere om, hvorvidt Mona Sheikh får ret i spådommen om, at “Hedegaard- og Pittelkow-tiden er slut”.

Og Højesteret de facto forvandlet til en shariadomstol.