Bournonville på kokain
Jyllands-Posten fortjener stor tak for sin artikelserie om kokainmisbrug i Den Kongelige Ballet.
Takket være omtalen af en fortrolig rapport udarbejdet af ekstern konsulent i ledelse, politik og filosofi, Helle Hedegaard Hein, er det lykkedes at bryde flere års hemmelighedskræmmeri om arbejdsforholdene på teatret. Rapporten afdækker angiveligt misbrugsproblemer, et elendigt arbejdsmiljø og en mildest talt utidssvarende ledelseskultur.
Problemerne, som tilsyneladende har været kendt gennem flere år, affærdiges imidlertid fuldstændigt af teaterchef Erik Jacobsen, som på ingen måde synes at tage sit ledelsesansvar alvorligt.
Han kritiseres da også i skarpe vendinger af flere fagpersoner, bl.a. Steen Hildebrandt, professor i ledelse ved Handelshøjskolen i Aarhus, som mener, at “Det her er alt for alvorligt til, at ledelsen kan affærdige det. Pilen peger på topledelsen og på, at den må gøre noget”.
Stress et massivt problem
Det forlyder, at flere end 20 dansere overvejer at søge væk fra teatret, ligesom flertallet af dansere ikke vil anbefale udenlandske kolleger at søge ind på Den Kongelige Ballet.
I en tid, hvor stress på arbejdspladsen er blevet et massivt problem, og flere og flere mistrives eller sygemeldes, håber jeg, at rapporten kan blive et wake-up call for teatrets ledelse. WHO vurderer, at stress og depression i 2020 vil udgøre et af de mest omkostningskrævende sygdomsområder for samfundet.
Flere får depression
Ifølge Psykiatrifonden viser et skøn, at stress og stressrelaterede sygdomme årligt koster det danske samfund op til 10 mia. kr. Flere og flere får i dag en depression som følge af længere tids stresspåvirkning.
Ifølge Psykiatrifonden har svenske undersøgelser vist, at rigtig mange patienter er stødt på psykopatisk ledelseskultur: “Store armbevægelser, manglende realitetssans og en frygtsom atmosfære i organisationen, hvor den lunefulde chef tyranniserer sine omgivelser” eller “Det kan også være den meget ubevidste leder, der er i sine følelsers vold, og som lader det gå ud over medarbejdere og andre ledere”.
Uanset om arbejdsmiljøproblemerne i Den Kongelige Ballet skyldes kokainmisbrug eller en inkompetent og feudal ledelseskultur, skal problemerne løses. Det er ledelsens ansvar at sørge for, at såvel det psykiske som fysiske arbejdsmiljø er i orden. Vil ledelsen ikke tage det ansvar på sig, må den skiftes ud.
(Offentliggjort i Jyllands-Posten 12.07.2011)
Nye kommentarer