Dømmes Hedegaard efter §266b, er han stadig formand for Trykkefrihedsselskabet
I Trykkefrihedsselskabets bestyrelse er der delte meninger om de udtalelser fra Lars Hedegaard, der førte til statsadvokatens tiltale mod ham for overtrædelse af den danske hate speech-paragraf, §266b.
Nogle mener, udtalelserne var alt for generaliserende; andre at de - mere eller mindre præcist - forsøgte at rejse en nødvendig debat.
Imidlertid er hele bestyrelsen enig om
1) at Hedegaards udtalelser var et udtryk for solidaritet med de piger og børn, der mishandles i islams navn,
2) at de bør kunne rummes indenfor rammerne af den frie debat,
3) at statsadvokatens tiltale mod ham - og rigsadvokatens tiltale mod Jesper Langballe - indskrænker den frie debat, hvis den fører til domfældelse,
4) at sagens udfald ingen indflydelse har på bestyrelsens vurdering af Lars Hedegaards formandskab og
5) at sagen viser, hvor farlig §266b er for ytringsfriheden.
Når talen er om andre ‘grupper’, må man vel fremover blot opfordre til altid at huske et lille magisk forord, når man udtaler sig. Det være sig “nogle”, “mange”, “en del”, ect., eller afslutte ytringen med “mffg” (med forbehold for generaliseringer). Det sparer også retsvæsnet ressourcer. Og så kan vi måske endelig nå den konstruktive substans i debatten frem for obstruktive politianmeldelser.