Fundamentalisme eller nytænkning?

Tak til formanden for integrationsudvalget, Mie Harder (C), som 17/9 kommenterer vores tidligere indlæg her i avisen, hvor vi lover vælgerne, at står det til DF, så vil man aldrig komme til at opleve københavnske tilstande med religiøs halalmad i kommunens institutioner eller opførelse af en stormoské.

Hun skriver bl.a., ”alle i Danmark har religionsfrihed og må indrette deres liv, som de ønsker – men ingen kan kræve, at skoler, institutioner eller arbejdspladser indretter sig efter deres religion.” Og fortsætter: (…) ”Jeg går ikke ind for at give nogle grupper i kommunen særbehandling, og jeg er endnu ikke blevet mødt med sådanne krav.”

Det sidste er imidlertid ikke korrekt.
I hvert fald ikke hvis man skal tro Mie Harders egen partifælle, Fasael Rehman, næstformand i Integrationsrådet og kb-kandidat for de konservative. I en anden lokalavis ønsker den unge konservative nemlig Frederiksberg Svømmehal lukket til fordel for en badedag for ”etniske kvinder” med den omvendte argumentation, at:
”Mange af disse kvinder er meget isolerede, og jeg tror på, at man kan hjælpe disse kvinder ved, at de kan få mulighed for at kommer ud og svømme”.

Til det er der kun at sige, at hvis Frederiksberg Svømmehal skal lukkes, når muslimske kvinder skal bade, er disse kvinder da fortsat isolerede. Nu blot i svømmehallen.
Nu ved vi ikke, om Fasael Rehmans ortodoksreligiøse, muslimske baggrund er Mie Harder ubekendt. Og det er da også muligt, at den unge konservative – i modsætning til sine trosfæller – går ind for, at også muslimske kvinder frit skal kunne bade og svømme sammen med os andre.

I så fald kan man virkelig tale om konservativ nytænkning, og så støtter vi meget gerne mere de konservatives forslag. Religiøst særkrav om svømning udelukkende for indvandrerkvinder betragter Dansk Folkeparti derimod som direkte integrationsfjendtligt, og skal det være et konservativt emne i den kommende valgkamp, vil vi naturligvis bekæmpe det med næb og kløer.

Skrevet sammen med Peter Vandgaard
Offentliggjort i Lokalavisen Frederiksberg 8. oktober 2009

Skriv en kommentar

 

 

 

Du kan bruge disse HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>