Jette Plesner Dali

Lørdag den 13. Juni havde Integrationsrådet i samarbejde med Frederiksberg Kommune inviteret til Integrationsdag på Frederiksberg rådhus. Af programmet fremgik, at der bl.a. ville være mulighed for at hilse på kameler og deltage i integrationsdebatten.

Jeg har deltaget flere år i træk, og målt på deltagere og besøgende må arrangementet siges at være en succes, hvilket jeg da også ønskede Integrationsrådet og vicedirektør Bjørn Thomsen tillykke med.

Mellemøsten og praktiserende muslimer havde tydeligvis indtaget Rådhushallen. Der var stande fra Marokko, Egypten og Irak. Der var mavedans, og der var mange tørklædeklædte kvinder.

To ting er allerede blevet fast tradition på Integrationsdagen: en kunstudstilling af kunstnere med både dansk baggrund og indvandrerbaggrund samt debat om integration.

Herudover har Integrationsdagen som  noget helt nyt indført censur. På flere niveauer.

Den irakiske kunstner Mahmoud Alibadi havde nemlig fået bortcensureret et værk fra dagens kunstudstillling. Værket består af to malerier: et af Pia Kjærsgaard (DF) med tørklæde og et af Asmaa Abdol-Hamid (Enl.) med hår som DF’s partileder. De to malerier er adskilt af et Dannebrogsflag, som visse steder er hullet, flosset og afbrændt.

Jeg spurgte Mahmoud Alibadi, hvad han vil med værket, og han svarer bl.a., at

-    - Når jeg ombytter ansigterne på de to politikere, prøver jeg at udtrykke min bekymring over de fastlåste fordomme vi har om hinandens forskelligheder, og at vi i Danmark kun dyrker vores tolerance på overfladen. De to personer på billederne ser jeg som éns - selv om de på overfladen er forskellige. For mig er de éns, fordi begge parter ofte fremstår ekstreme i deres holdninger.

At Pia Kjærsgaard skulle være lige så ekstrem som Asmaa Abdol-Hamid, der som bekendt mener, at det er helt i orden for muslimer at slå danske soldater ihjel, er jeg lodret uenig i. Det kunne vi så have fået en interessant debat om, hvis ikke det lige var fordi, at vicekommunaldirektør Bjørn Thomsen bakket op af hhv. formand og næstformand for Integrationsrådet angiveligt havde bortcensureret værket.

Censuren dukkede også op under debatten: ”Hvornår er man integreret?”.

Nina Maktabi, der præsenterede sig som værende gift med en af paneldeltagerne, Ali Maktabi (S) mente nemlig, at der bliver talt alt for meget om ”småproblemerne med æresdrab” og spurgte retorisk: ”Hvorfor skal der snakkes så meget om det?”.

Uden at fornærme nogen kan man vist roligt sige, at det nuværende Integrationsråd kun dyrker tolerancen på overfladen. Man kommer aldrig bare i nærheden af at diskutere vigtige emner som ytringsfrihed og æresvold. Det er der ellers hårdt brug for.

Det er netop blevet dokumenteret, at alt for mange kommuner mangler retnignslinjer for, hvordan man skal forholde sig, når unge piger med minoritetsbaggrund på flugt fra deres egen familie henvender sig og beder om hjælp.

Mig bekendt eksisterer der heller ikke i Frederiksberg Kommune nogen handlingsplan for, hvordan vi tackler æresvold.

Løsningen på problemerne er imidlertid ikke at lægge låg, sådan som vicedirektør Bjørn Thomsen og Integrationsrådet forsøger. Forudsætningen for at kunne løse problemerne er, at vi må tale om dem. Censur kan vi ikke bruge til noget, uanset om det drejer sig om æresvold eller afbrændte Dannebrogsflag.