Jette Plesner Dali

I morgen fredag den 5. juni er det Grundlovsdag, og på grundlovsmøder landet over vil man kunne høre politikere prise den danske grundlov, som med diverse ændringer kan fejre sin 159 års fødselsdag i år.

Nogle politikere kan med større ret end andre fremhæve den danske grundlov som noget unikt, opstået som den er af et folkekrav. En fredelig revolution, der førte magten fra kongen til folket. Kongen lyttede til folket og indførte demokratiet.

De tider er forbi. Nu lytter man ikke mere til folket, og man spørger ikke folket. Når politikere fra Socialdemokratiet, fra Venstre og Det konservative Folkeparti og fra Det radikale Venstre og store dele af Socialistisk Folkeparti i morgen har travlt med at skamrose Grundloven burde de rødme af skam. Under en afstemning i Folketinget den 24. april sidste år solgte de nemlig Grundloven til EU og erstattede den med EU’s grundlov, Unionstraktaten. Eller Lissabontraktaten, som den også kaldes.

Man spurgte ikke befolkningen, om den syntes, at det var OK at sælge Grundloven til EU-Unionen. I deres EU-psykose havde politikerne fra Lissabonpartierne dog trods alt så megen jordforbindelse, at de var klar over, at en debat om indholdet af Unionstraktaten og konsekvenserne for det danske demokrati kunne blive så farlig, at resultatet af en folkeafstemning meget vel kunne risikere at blive et nej. Og måske endda et rungende nej.

I stedet foretrak man at holde befolkningen i total uvidenhed om, at stort set alt lovgivningsarbejde i Folketinget fremover overflyttes til flertalsafgørelser i Unionen, når traktaten træder i kraft. Det gælder bl.a. danske kerneområder som social- og arbejdsmarkedspoltik for slet ikke at tale om uddannelsespolitik og sundhedspolitik.

Folketinget bliver reduceret til et ekspeditionskontor, der skal omsætte Unionens direktiver til lov i Danmark. Eller, som DF’s spidskandidat Morten Messerschmidt har udtrykt det: et stempelkontor.

I Europa-Parlamentet er man allerede begyndt at tage forskud på Lissabontraktatens glæder og betegner i rapporter de nationale parlamenter som “de regionale myndigheder”. Danmark er ikke længere et land, men en region.

Under de vælgermøder, jeg som EU-kandidat for Dansk Folkeparti har deltaget i, har jeg forgæves forsøgt at bringe Lissabontraktaten på bane. Reaktionen har været larmende tavshed fra Lissabonpartiernes kandidater, som tværtimod har haft travlt med at sidde og fortælle, at de skam da vil forsvare danske interesser og dansk lovgivning i Europa-Parlamentet på trods af, at de forlængst har solgt danske interesser og dansk lovgivning til EU-Unionen.

Der er ikke solgt noget, siger regeringens jurister. Alt er i fineste overensstemmelse med Grundloven. Nu er jeg ikke jurist, men jeg kan da læse, og jeg kan læse, at der i Grundlovens § 3 står, at  Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.

Klare og entydige ord, der ikke er til at misforstå for alle andre end regeringens jurister. Den lovgivende magt bliver med få undtagelser overgivet til EU-Unionen og den dømmende magt ligger allerede i dag hos EU-Domstolen, hvis afgørelser overtrumfer Højesteret.

Hvis Lissabontraktaten får lov at gælde for Danmark, vil fremtidige valg til Folketinget stort set ikke være andet end en tom paradeforestilling, og Grundlovsmøder vil fremover være ren nostalgi om en tid, der var engang.

Jeg skriver udtrykkeligt hvis, for løbet er endnu ikke kørt. Dansk Folkeparti kræver på ny Lissabontraktaten sendt til folkeafstemning og har anmeldt en forespørgselsdebat i Folketinget. Vi mener stadig, at vælgerne har krav på at blive spurgt, om de vil politisk umyndiggøres af EU-Unionen eller ej.

Og vi mener stadig, at Grundloven er værd at kæmpe for. Det her handler om meget mere end snæver partipolitik. Det handler om fremtiden for det danske demokrati og det danske folkestyre, og for borgerlige og socialdemokratiske EU-skeptikere og Grundlovs-tilhængere, er der defor kun ét politisk parti at stemme på søndag den 7. juni, og det er Dansk Folkeparti.

Et styrket Dansk Folkeparti ved valget på søndag den 7. juni kan meget vel få den konsekvens, at regeringen og Lissabonpartierne forstår et vink med en vognstang og langt om længe går med til at sende Lissabontaktaten ud til debat og folkeafstemning.

Tænk på det i morgen, hvor vi skal fejre Grundlovsdag. Glem alt om partipolitik og kæmp for Grundloven den 7. juni. Gi’ os Danmark tilbage!