Jette Plesner Dali

Offentliggjort på Stiftenblog.dk og Altinget.dk d. 14. april 2009

Efter de netop afholdte lokalvalg lyder de foreløbige tabstal på 5 dræbte og 93 sårede. Valgobservatører melder om udbredt valgsvindel og korruption. Således var der på et af valgstederne registreret 180 vælgere på samme adresse, der viste sig at være en kostald.

Regeringen beslaglagde uden videre al offentlig transport som tog og bybusser til at transportere regeringspartiets vælgere og tvang inden valget offentligt ansatte til at overvære partiets stormøder. Oppositionens busser blev ved valgstederne mødt af stenkast fra regeringspartiets tilhængere, uden at politiet greb ind.

Landets nuværende premiereminister, der blev valgt i 2003, fik i 1999 en fængselsdom på 10 måneder for at opfordre til religiøst had med ordene:

Minareterne er vores bajonetter, kuplerne vores hjelme, moskeerne vore barakker, troende vores soldater.

Med til billedet hører, at Irans præsident i august sidste år var en kærkommen gæst i landet, hvor han prædikede had mod vesten i en af hovedstadens største moskeer. Og det turde vel i den forbindelse være overflødigt at nævne, at også Sudans muslimske diktator, der er sigtet for folkedrab, er en velkommen gæst hos denne premierminister, der betegner Israel som en terrorstat og som offentligt støtter det Hamas, der står på EU’s og FN’s terrorliste.

Landets religiøse direktorat udstedte sidste sommer et dekret om, at kvinder ikke bør gå med parfume offentligt, at de bør være tækkeligt klædt, samt at de ikke bør være alene med mænd. Ligesom landets premierminister opfordrede alle gifte kvinder til at føde mindst tre børn …

Set med en vestlig civilisations demokratiske øjne kan ovenstående ikke være andet end en beskrivelse af en islamisk bananrepublik af værste skuffe, men ikke desto mindre er der tale om det land, der i øjeblikket fører optagelsesforhandlinger med EU, og som vil blive EU’s næststørste med al den magt og indflydelse, som Lissabontraktaten med sine afstemningsregler har afgivet til EU’s største og folkerigeste medlemslande.

Jeg skal ikke her komme nærmere ind på den pinlige farce i bedste bananrepublikstil, som Tyrkiet opførte i forbindelse med NATO-topmødet og Anders Fogh Rasmussens kandidatur som NATO’s kommende generalsekretær, og hvor man helt ude af proportioner forlangte, at Fogh Rasmussen skulle undskylde, at den civiliserede verden har en ytringsfrihed, der ikke er underlagt islams formørkede sharialovgivning.

Som Dansk Folkepartis udenrigspolitiske ordfører, Søren Espersen, konstaterede, så er Tyrkiet hvad EU angår totalt færdige efter det her – og han blev fulgt op af EU’s udvidelseskommissær, Olli Rehn, som konstaterede, at:

Dette vil virkelig rejse spørgsmålet blandt EU’s medlemsstater og borgere om, hvor godt Tyrkiet har indarbejdet europæiske værdier som ytringsfrihed.

Hvad Dansk Folkeparti angår, har modstanden mod Tyrkiets optagelse i EU helt fra starten været massiv. Her har man ikke behøvet landets bananrepublikagtige opførsel på NATO-topmødet som en øjenåbner, der til gengæld må have været noget af en kold tyrker for de kredse, der stadig mener, at Tyrkiet efter nogle mindre indenrigspolitiske justeringer naturligt hører hjemme i kredsen af civiliserede demokratier.

Faktum er, at Tyrkiet gennem flere år har været de muslimske diktaturstaters spydspids i kampen mod den vestlige verdens ugudelige demokratier og ikke mindst ugudelige ytringsfrihed.

Det er nemlig Tyrkiet, der som generalsekretær står i spidsen for de 57 OIC-lande, der via FN nu forsøger at kriminalisere enhver form for kritik af de brutale overtrædelser af FN’s menneskerettigheder, der finder sted overalt i den muslimske verden dikteret af en formørket middelalderlig menneskefjendsk religion, som i vor tid ikke har skabt andet end terrorisme og flygtninge.

Uanset hvordan man end vender og drejer det, så står Durban II nu som symbolet på kampen mellem åndelig frihed og islams formørkede religiøse diktatur. Eller sagt på en anden måde: Mellem en lys fremtid eller en tilbagevenden til formørket middelalder.

Tyrkiet repræsenterer og kæmper i dag for det sidste med en premiereminister i spidsen, der for ti år siden fik en fængselsdom for at opildne til religiøst had mod kristne og jøder.

Alligevel er Tyrkiet kandidatland til det EU, der hævder at stå som garant for religionsfrihed, menneskerettigheder og demokrati. Og fornylig kunne man oven i købet under en forespørgselsdebat for nylig i Folketinget om Tyrkiet opleve en udenrigsminister Per Stig Møller hævde, at det med små skridt går den rigtige vej i Tyrkiet …

Uanset Per Stig Møllers noget aparte opfattelse af fremskridt, så er det desværre en beklagelig kendsgerning, at Tyrkiet i forbindelse med Durban II, er i fuld gang med at udbygge sin alliance med antivestlige stater, som det velansete Washington Institute skrev i en artikel d. 22. januar.

Derfor: med mindre EU ønsker at kompromittere sig selv, er der i den aktuelle situation kun ét svar at give Tyrkiet, nemlig at afbryde optagelsesforhandlingerne.

Ikke mindst med henvisning til, at de 57 OIC-landes optræden på Durban II konferencen i Geneve senere på måneden er i direkte modstrid med de mest fundamentale værdibegreber, de vestlige samfund bygger på.