Jette Plesner Dali

Offentliggjort d. 13. februar 2009 på Stiftenblog.dk og Altinget.dk

Muslimsk terror og vold sikrede i går islam en afgørende sejr i England, som nu kujonagtigt har underkastet sig islamisk terror og dermed reelt erklæret sin tilknytning til islamismen for vigtigtigere end tilknytningen til EU.

En skammens dag for Storbritannien skrev Jyllands-Posten i en leder, der blev lagt ud på JP.dk sent torsdag eftermiddag, efter at den hollandske parlamentariker Geert Wilders samme dag var blevet afvist i Heathrow lufthavn og nægtet indrejesetilladelse i England med den begrundelse, at man frygtede muslimernes reaktion. Og det endda på trods af, at Wilders var blevet inviteret til London af et medlem af det britiske parlament for at vise sin film Fitna i det britiske Overhus og tale ved et privat arrangement.

Hvis man overhovedet skal tage EU alvorligt, bør afvisningen få meget alvorlige konsekvenser i EU-regi for det Storbritannien, der sammen med bl.a. Danmark 17. december sidste år ratificerede Lissabon-traktaten om Den Europæiske Union, og som nu af frygt for islam nægter et af unionens parlamentsmedlemmer indrejse i landet.

En Europæisk Union, hvor de folkevalgte parlamentarikere af hensyn til voldsprimitive islamtilhængere ikke længere kan rejse frit inden for unionens grænser, har intet med en civiliseret europæisk union at gøre, men fremstår nærmest som en underafdeling af det muslimske kalifat.

Min partifælle Søren Espersen bad straks efter afvisningen i Heathrow  af Geert Wilders udenrigsminister Per Stig Møller protestere over for den britiske regering, og har bedt om, at sagen kommer på som hastesag på næste møde i Udenrigspolitisk Nævn.

Der er tale om en folkevalgt politiker, der aldrig har krummet et hår på nogens hoved. Der er ingen saglige grunde til at nægte Wilders indrejse i Storbritannien, understreger Dansk Folkepartis udenrigspolitiske ordfører.

Nej, Wilders har aldrig i modsætning til det muslimske gadens parlament, som den britiske regering nu ydmygt bøjer nakken for, krummet et hår på nogens hoved. Det var ikke Wilders, som 7. juni 2005 terrorbombede Londons Undergrundsbane og dræbte 52. Det er heller ikke Wilders, der render rundt i Londons gader med skilte, hvorpå der står Til helvede til med friheden!

Ikke desto mindre er det Geert Wilders, den britiske regering nu straffer og nægter indrejsetilladelse, og ikke de muslimer, der aggressivt råbende render rundt i Londons med skilte, hvorpå der står Hug hovedet af dem, der fornærmer islam …

Så vidt er det altså kommet i England, at man ikke mere orker at forsvare den ytringsfrihed, der er hele den vestlige civilisations grundlag

Og så vidt er det altså nu også kommet i Europa, at regeringen i et af de største lande i Den Europæiske Union lader sig diktere af muslimsk gadepøbel og nægter et parlamentsmedlem fra et andet af unionens lande indrejsetilladelse.

Som Jyllands-Posten skrev i sin leder, så er afvisningen af et medlem af et andet europæisk lands lovgivende forsamling en så alvorlig tilsidesættelse af den gode internationale samarbejdstone, at det øjeblikkelig burde afstedkomme klare og utvetydige protester fra samtlige øvrige medlemslande i EU.

Og jeg kan tilføje, at det sætter et så stort spørgsmålstegn ved værdien af den Europæiske Union, som efter Lissabon-traktatens ikrafttræden med sine flertalsafgørelser for alvor kommer til at diktere den lovgivning, danske folkevalgte politikere bliver tvunget til at rette sig efter, at kravet om en folkeafstemning nu er mere aktuelt end nogensinde.

Ved de direkte valg til Europa-Parlamentet den 7. juni, hvor jeg er opstillet for Dansk Folkeparti, får vælgerne mulighed for at markere deres krav om en folkeafstemning. Dansk Folkeparti er nemlig det eneste borgerlige parti, der forlanger en folkeafstemning. Og det er ikke for sent. Ratificeringen af Lissabon-traktaten kan stadig nå at trækkes tilbage for at afvente resultatet af en folkeafstemning.

Afvisningen af den demokratisk valgte, hollandske politiker Geert Wilders understreger i al sin gru, hvor vigtig en sådan folkeafstemning er.

Hvis ikke vi skal risikere at stå med et europæisk Durban II, har de danske vælgere ret til at blive spurgt, om de i lighed med vore engelske naboer er villige til at sige farvel til ytringsfriheden og goddag til forbud mod enhver kritik af religion, læs islam.