Politiets blinde øje - eller Lene Espersen effekten
Offentliggjort d. 9. februar 2009 på Stiftenblog.dk og Altinget.dk
I januar måned blev tre gymnasiepiger ifølge Berlingske 8. februar overfaldet og slået og sparket af en indvandrerbande på 15 på Københavns Hovedbanegård. Det tilkaldte politi fik fat i fire af gerningsmændene, men lod dem gå uden at registrere hverken navn eller personnummer. Pigerne fik besked på, at de dagen efter kunne anmelde overfaldet på politistationen.
Her nægtede man at tage imod pigernes anmeldelse, men gav dem blot den besked, at det måtte de tage som en oplevelse og håbe, at det ikke ville gentage sig.
Så vidt er det altså nu kommet i dagens Danmark, at unge piger, takket være folkesocialisten Villy Søvndals og den radikale Margrete Vestagers multikulturelle velsignelser i form af indvandrerbander, må finde sig i at blive overfaldet, sparket og slået og bagefter få den besked, at det må de skam tage som en oplevelse.
Og så vidt er det altså nu også kommet i dagens Danmark, at politiet heller ikke mere orker at tage sig af en så alvorlig sag, som at fire unge piger bliver overfaldet af en bande på femten medlemmer.
Det sidste kan der være flere grunde til.
En af dem er muligvis Lene Espersen effekten, nemlig den konservative partiformands politireform, som i hvert fald ifølge menige politifolk har umuliggjort politiets arbejde i en sådan grad, at man efterhånden ikke mere kan tage sig af etatens kerneydelse, nemlig beskyttelse af landets borgere.
En anden af grundene kan muligvis være det faktum, at der efterhånden er blevet tradition for, at det er politiet og ikke forbryderne, der havner på anklagebænken, hvis der opstår tumult under en anholdelse med det resultat, at politiet er nødt til at tage lidt hårdt fat i forbryderen.
Dels for at gennemføre anholdelsen, men da bestemt også for at beskytte sig selv. Og så skal politiet jo endelige også huske at tale pænt og ordentligt og høfligt til primært Søvndals og Vestagers multikulturelle velsignelser, når disse går amok og skal anholdes.
Her må politiet i modsætning til den folkesocialistiske partiformand nemlig ikke sige gå ad Helved til! Det er som bekendt strafbart for politiet at benytte sig af den folkesocialistiske terminologi.
Umiddelbart virker sagen fra Københavns Hovedbanegård dog, som om, politiet blot har vendt det blinde øje til, og DF’s retspolitiske ordfører Peter Skaarup vil i den forbindelse da også spørge justitsministeren, hvor alvorligt politiet efterlever løftet om at stå til rådighed for de almindelige borgere.
Under alle omstændigheder minder vort engang så fredelige land efterhånden mere og mere om en westernfilm, hvor forbryderne har overtaget, medens den enlige sherif magtesløst ser til. Lad mig blot minde om ildspåsættelser, vold, overfald og røverier i Gellerupparken og i Greve, for slet ikke at tale om Nørrebro den 10. januar, hvor indvandrerbander gik amok og hærgede, og blandt andet hev en mor og hendes datter ud af deres bil i raseri over en lovlig demonstration på Københavns Rådhusplads tidligere på dagen til fordel for Israel.
Det er denne westernfilm, den konservative partiformand i sin tid som justitsminister bl.a. har været med til at skrive drejebogen til i form af sin politireform, og vælgerne er nu så småt begyndt at reagere på effekten af Lene Espersens prestigeprojekt som justitsminister. Nemlig den stigende lovløshed, som ordensmagten tilsyneladende står magtesløs overfor.
Således viser en Rambøl-måling, Jyllands-Posten offentliggjorde 8. februar, at de konservative takket være Lene Espersen effekten nu må notere en tilbagegang i forhold til sidste folketingsvalg, men klarer dog lige at beholde deres nuværende 18 mandater.
I modsætning til f.eks. Dansk Folkeparti, der siden folketingsvalget har ligget på en stabil mandatfremgang på mellem 1 og 2 og her i den seneste meningsmåling står til en fremgang til 26 mandater mod de nuværende 25.
Nye kommentarer