Jette Plesner Dali

Offentliggjort  d. 7. januar 2009 på Stiftenblog.dk og Altinget.dk

- I københavn går jeg med Kippa (jødisk hovedbeklædning), men når jeg kommer til Odense fjerner jeg alle ydre tegn på, at jeg er jøde. Jeg tør simpelthen ikke.

Rabbiner Itzi Loewenthal taler af erfaring, efter at han på Odense banegård er blevet overfaldet af  en flok arabiske unge mænd, som kun opgav angrebet, da en kvinde begyndte at skrige op. Og han er ikke den eneste.

Ifølge Fyens Stiftstidende, som bringer historien 5. januar, er også overrabbiner Bent Lexner som det eneste sted i Danmark blevet overfaldet i Odense, og det endda to gange og uden at han bar ydre tegn på, at han var jøde.

- Den ene gang begyndte en gruppe arabisk udseende unge mænd at kaste tomme flasker efter mig, da jeg ventede på en taxa, og den anden gang kom en gruppe hen til mig og var truende og spurgte, hvad jeg lavede her i Odense, fortæller overrabbineren til Fyens Stiftstidende.

Efter Bent Lexners opfattelse er det meget farligere at være jøde i Odense end i byer som f.eks. København og til dels også Århus, hvor jøderne oven i købet ifølge overrabineren er meget mere synlige end i Odense.

Årsagerne til det odenseanske jødehad er ikke svære at få øje på. De stammer bl.a. fra Humlehaveskolen i Odenses Vollsmoseghetto, hvor skoleleder Olav Rabølle Nielsen accepterer og bøjer sig for muslimsk racisme og  ikke vil have jødiske elever på sin skole med den begrundelse, at han ikke kan garantere for deres sikkerhed.

Og at bøje sig for rascistisk terror er jo en fin pædagogisk indgang at give unge muslimer til det danske samfund, men problemet ligger måske også et helt andet sted, nemlig i det faktum, at den pågældende skoleleder, der ikke vil have jødiske børn i sin skole, også er en kendt Israel-hader.

Således var skoleleder Olav Rabølle Nielsen medunderskriver af  den Boykot Israel kampagne, som Dansk Palæstinensisk Venskabsforening gennemførte i 2002, så man kan vel med rette spørge sig selv, om det ubetinget er af hensyn til de jødiske elevers sikkerhed, at han ikke vil se jøder på sin skole.

Men skulle det sidste virkelig være tilfældet, er det under alle omstændigheder rystende, at en pædagogisk ansvarlig leder for en skole giver sine elever medhold i deres racistiske synspunkter i en sådan grad, at han forsøger at gøre skolen til et jødefrit område.

I modsætning til Odense, hvor jødehadet får lov til at florere på en kommuneskole, der ledes af en kendt Israel-hader, har man i Århus en helt anden opfattelse af den pædagogik, der er den grundlæggende forudsætning for en vellykket integration.

Her tager skoleleder på den århusianske Skjoldhøjskolen, Anne Graah ifølge netavisen 180Grader skarpt afstand fra bl.a. den odenseanske Vollsmose-model. Hun understreger således:

-Vi bliver nødt til at værne om den åbenhed, som vi har og arbejde med børnenes forståelse for hinanden. Det kan vi jo ikke gøre, hvis vi begynder at sige nej til nogle elever.

Den stigende antisemitisme i muslimske miljøer og  på skoler som den odenseanske Humlehaveskolen har nu fået Dansk Folkepartis uddannelsesordfører og medlem af integrationsudvalget, Martin Henriksen til at indkalde undervisningsminister Bertel Haarder og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech til samråd, hvor Martin Henriksen vil kræve en samlet fordømmelse af antisemitismen i muslimske miljøer.

Martin Henriksen udtaler bl.a., at han er meget bekymret over den manglende opbakning til en gruppe danskere, der har været en del af det danske samfund i hundreder af år og tilføjer:

- Det er ikke første gang, vi støder på problemet, men både regeringen og oppositionen har tilsyneladende den indstilling, at det forsvinder, hvis vi bare lukker øjnene længe nok og stikker hovedet i busken.

Til gengæld er der for mig at se ingen tvivl om, at der ville lyde et ramaskrig af dimensioner, hvis der var skoleledere, der nægtede at optage muslimske elever på deres skoler med den begrundelse, at de var muslimer. Samtlige racismeorganisationer ville stå på nakken af hinanden med frådende krav om handling, og FN og Europarådet ville komme tordnende med fordømmelser af Danmark.

Men når det gælder jøder, er der tavshed – og det var der også i 1930’erne.