Jette Plesner Dali

Offentliggjort på Stiftenblog.dk og Altinget.dk d. 5. januar 2009

På trods af de vitterligt positive elementer, der var i statsminister Anders Fogh Rasmussens nytårstale, bærer talen beklageligvis især præg af indflydelsen fra de tre berømte aber: ikke se, ikke høre, ikke tale.

Det er da fint, at statsministeren kommer ind på finanskrisen, som primært er skabt af uansvarlige finansieringsinstitutter i både USA og Europa, og selvfølgelig skal han da også bakke op omkring de danske soldater, der i Afghanistan kæmper vores kamp mod den snigende og voldelige islamisme. Det manglede bare. De danske soldater og deres pårørende fortjener al den støtte, vi overhovedet kan give dem. Ikke mindst på grund af de skammelige forsøg på at nedbryde soldaternes moral, sådan som især Det radikale Venstre i uskønt samarbejde med venstrefløjen næsten landsforræderisk har stået for.

Til gengæld lukker statsministeren i sin nytårstale fuldstændig øjnene for de problemer, der virkelig trænger sig på for menigmand, nemlig utrygheden ved at leve i et samfund, der i stigende grad er overladt til kriminelle. Som min partiformand Pia Kjærsgaard så rammende udtrykte det i en pressemeddelse umiddelbart efter statsministerens nytårstale:

Det er meget utilfredsstillende, at statsministeren helt ignorerer den værdikamp, som han og hans regering ellers har været bannerfører for sammen med Dansk folkeparti. Ikke et ord om integration, kultur eller kriminalitet til trods for, at dette år er begyndt med knivdrab i Københavns natteliv.

Og jeg kan fortsætte listen. Ikke et ord om de otte hundrede brande, som 2. og 3. generationsindvandrere har påsat i protest mod, at  det danske samfund ikke er muslimsk. Ikke et ord om de østeuropæiske røverbander, som nu frit huserer, mishandler og dræber mennesker i eget hjem takket være de åbne grænser. Ikke et ord om den kvindehandel og menneskesmugling, som nu florerer, fordi statsministeren og hans regering har fået den fikse ide, at landets grænser skal være uden kontrol.

Heller ikke et ord om den totalt mislykkede politireform, som i forbindelse med de åbne grænser for alvor har gjort Danmark til et sandt eldorado for kriminelle af enhver art, der boltrer sig i Danmark fuldstændig som det passer dem. Det er jo for længst rygtedes, at politiet er optaget af andre ting.

Alt det, der virkelig betyder noget for den almindelige dansker, nemlig den tryghed, som de åbne grænser og politreformen har afskaffet, nævnte statsministeren ikke med ét ord.

Tilsyneladende kan danskerne bare sejle deres egen sø, blot statsministeren kan få gennemført sit klima topmøde, som i øvrigt yderligere vil forringe den almindelige danskers tryghed i og med, at sikkerheden omkring topmødet vil dræne landets politikredse for det politi, hvis opgave det engang var at beskytte den almindelige borger mod kriminalitet.

Som Pia Kjærsgaard bl.a. fremhævede det i sin pressemeddelelse efter statsministerens nytårstale:

En statsminister skal naturligvis tegne de store linier, også globalt. Men han skal altså også favne hverdagen hjemme i Danmark, og især i krisetider, hvor der måske er angst og utryghed hos mange. Det er der for lidt af i Anders Fogh Rasmussen tale. Nu håber jeg, at regeringen i stedet gennem handling viser, at krisen kan bekæmpes og den økonomiske tryghed genskabes, og at borgernes sikkerhed og velfærd kan forbedres. Hvis ikke regeringen gør det, så skal vi i Dansk Folkeparti nok tage fat på opgaverne.

Og statsministeren favnede altså ikke hverdagen hjemme i Danmark. Han fulgte tværtimod princippet: ikke se, ikke høre, ikke tale.

Men Anders Fogh Rasmussen kan altså ikke tie problemerne ihjel.

Som Pia Kjærsgaard understreger det, så står Dansk Folkeparti i så fald parate til at tage vare om den almindelige danskers hverdag.