Jette Plesner Dali

Offentliggjort d. 5. marts 2009 på Stiftenblog.dk og Altinget.dk

Med sine strengere straffe og nul-tolerance er der rigtig mange gode takter i den såkaldte bandepakke, regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om. Blandt de mest effektive og afskrækkende midler er uden tvivl reglerne om, at en dom for vold, en dom for at bære våben og for at tilskynde til kriminalitet fremover, som udgangspunkt, skal medføre udvisning af folk, der ikke er danske statsborgere.

Ifølge de nyeste tal fra Rigspolitiets Nationale Efterforskningsenter (NEC) er der på landsplan 350 bandemedlemmer  med muslimske baggrund, og ifølge en NEC-opgørelse fra 2007 er over 1/3 af dem udlændinge uden dansk statsborgerskab.  Med reglerne om udvisning skulle der således være rig mulighed for at få tyndet ud i disse multikulturelt berigende elementer, som Venstrefløjen, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre i sin tid var så ivrige efter at få ind i landet.

Problemet er bare, at EU spænder ben for en effektiv gennemførelse af udvisningsprojektet.

Som følge af Schengen og de åbne grænser er det ganske enkelt en illusion at tro, at en udvisning vil have nogen som helst virkning i og med, at den udviste frit, uhindret og velforsynet med våben bagefter kan vende tilbage til Danmark, når som helst det måtte passe ham.

Netop problemet med de åbne grænser blev klart illustreret af en artikel i Jyllands-Posten 1. marts. Ifølge artiklen skønner myndighederne, at der i øjeblikket befinder sig omkring 5000 illegale indvandrere i Danmark. De er frit og uhindret kommet ind i landet via de åbne grænser og lever nu en undergrundstilværelse.

Dertil kommer et helt andet problem, som også vil gøre udvisning problematisk, nemlig Den europæiske Menneskerettighedskonvention. Her fastslår artikel 14 klart og utvetydigt, at der ikke må forskelsbehandles på grund af bl.a. nationalitet, og det er jo netop, hvad reglerne om udvisning lægger op til.

Fakta er, at Danmark takket være EU og diverse konventioner er bundet på hænder og fødder i en sådan grad, at vi ikke mere selv kan bestemme, hvem vi vil have her i landet. Og skulle vi endelig få held til at smide kriminelle elementer ud under vilde protester fra FN, Europarådet, EUs racismekontor og lignende organisationer, kan de kriminelle takket være EU-reglerne bagefter frit vende tilbage til Danmark, som det passer dem.

I øjeblikket er situationen med bl.a. hærgende muslimske bander helt uoverskuelig, men fremover er der i hvert fald to ting, vi kan gøre.

For det første bør vi sætte en stopper for tildeling af statsborgerskab til folk af mellemøstlig oprindelse, med mindre de kan dokumentere, at de er veluddannede og i arbejde. Ligeledes bør vi sætte en stopper for tildeling af asyl og opholdstilladelse til den samme gruppe. Gør vi ikke det, viser al erfaring nu, at vi blot forværrer problemerne.

For det andet bør vi sætte hårdt mod hårdt overfor EU og genindføre grænsekontrollen. Netop genindførelsen af den faste grænsekontrol er et krav fra Dansk Folkeparti og en af mine mærkesager som EU-kandidat for DF ved valget til Europaparlamentet den 7. Juni.

Her får vælgerne for første gang mulighed for et opgør med det folketingsflertal, som med sin tilslutning til Lissabontraktaten har solgt ud af de sidste rester af dansk selvstændighed hen over hovedet på den danske befolkning – nemlig Venstre,  Konservative,  De Radikale, Socialdemokraterne og Søvndals folkesocialister.

Dette opgør kan vi tage ved at gøre valget til EU-parlamentet den 7. juni til et protestvalg med krav om en folkeafstemning om Lissabontraktaten og give mandaterne til de partier, der fortsat mener, at det vil være rimeligt at spørge danskerne, om de vil politisk umyndiggøres af Den europæiske Union eller ej.

En ting er  hvert fald sikker, nemlig at gennemførelsen af Lissabontraktaten vil gøre det danske demokrati til en ren paradeforestilling. Og det er ikke for sent. Vi kan stadig nå at trække den danske underskrift på Lissabontraktaten tilbage. Det kræver bare, at vælgerne forlanger det.