Jette Plesner Dali

Offentliggjort på Stiftenblog.dk d.  26. december 2008

Det er på tide, at danske politikere tager et opgør med det konventionstyrani, som både regering og Folketing alt for længe har ligget under for, og som i stigende grad sætter Folketinget ud af spillet som lovgivende magt.

Lad mig indledningsvis slå fast, at hverken Den europæiske Menneskerettighedsdomstol eller FN har nogen som helst juridisk kompetence i Danmark, og det er således helt op til os selv, hvorvidt vi vil underkaste os den tolkning, andre lægger i de konventioner, vi har tilsluttet os.

Desværre er der en tendens til, at både regering og Folketing ydmygt bøjer sig og tilsidesætter dansk lovgivning og danske myndigheders afgørelser, hver gang en eller anden international myndighed råber op og kritiserer.

Således kunne Jyllands-Posten 2. Juledag fortælle, at Den europæiske Menneskerettighedsdomstol nu for fjerde gang har underkendt en afgørelse fra Dansk Flygtningenævn og forhindret udvisning af endnu en tamilsk familie, der var blevet nægtet asyl i Danmark.

Både regering og flygtningenævn bøjer sig hver gang for disse afgørelser og det er, som Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Peter Skaarup, helt korrekt understreger det i Jyllands-Posten 26/12, ”et tegn på, at vi i stigende grad ikke længere er herrer i eget hus, når vi ikke selv kan afgøre, hvem vi vil give asyl. Vores selvstændighed bliver trådt under fode”.

Af samme grund vil Dansk Folkeparti nu kræve, at Danmark tager et opgør med konventionerne, bl.a. de internationale konventioner, der har forhindret udsendelse af den tuneser, som ifølge PET havde planlagt at myrde tegneren Kurt Westergaard ved langsom kvælning. Og det er også konventionerne, som giver tuneseren ret til at besøge sin familie kun få kilometer fra Kurt Westergaards bolig.

Men hvad angår netop Den europæiske Menneskerettighedskonvention, som er den, der i øjeblikket spænder ben for vores selvbestemmelse og dermed vort demokrati, som langsomt bliver presset ud på et sidespor, er toget allerede kørt.  For med Lissabon-traktaten bliver Den europæiske Menneskerettighedskonvention en del af det EU-lovgrundlag, der desværre også kommer til at gælde i Danmark.

Det betyder, at denne konvention i modsætning til i dag vil få direkte juridisk gyldighed i Danmark og således til enhver tid vil være hævet over Folketingets lovgivning, som dermed også på det område vil være en illusion i det øjeblik, Lissabon-traktaten træder i kraft.

Så kan man jo så passende spørge de partier, der i modsætning til Dansk Folkeparti gav regeringen mandat til at sælge ud af både det danske demokrati og dansk selvstændighed ved at ratificere Lissabon-traktaten, om de for alvor har gennemtænkt konsekvenserne.

Det gælder Venstre, Konservative, Socialdemokraterne, De Radikale og Socialistisk Folkeparti, som bl.a. bør gennemtænke den konsekvens, at både den danske velfærdsmodel og det danske samfund i løbet af nogle år rent socialt vil bryde sammen, fordi Lissabon-trakten åbner for en ladeport af  bistandsklienter fra især Mellemøstens muslimske fascistdiktaturer.

Men løbet er dog ikke helt kørt. Vi har stadig en chance.

I første omgang skal Danmark selvfølgelig underkende Menneskerettighedsdomstolens afgørelser og henvise til, at vi selv bestemmer vores asylpolitik.

I anden omgang kan den del af befolkningen, der ønsker det danske demokrati bevaret, så kun håbe på, at det folketingsflertal, der har givet regeringen mandat til at indskrænke vort demokrati og omdanne Danmark til et multikulturelt bistandssamfund, vil besinde sig og kræve ratificeringen af Lissabon-traktaten trukket tilbage.

Det kan sagtens nås endnu, men det er ved at være i 11. time.