Jette Plesner Dali

Offentliggjort d. 20. februar 2009 på Stiftenblog.dk og Altinget.dk

Ikke uden grund har Københavns Kommunes ansættelse af sharia-imamen Abdul Wahid Pedersen som vejleder for unge muslimer vakt både forargelse og opstandelse, og imamen er nu gået til såkaldt modangreb på sine kritikere.

I Politiken 16/2 betegner han således først og fremmest velfærdsminister Karen Jespersen som ekstremist og islamhader, men blander også min person ind i diskussionen.

I imam Wahid Pedersens univers er det således udtryk for ekstremisme og islamhad at tage dyb og inderlig afstand fra den sharialovgivning, der eksempelvis beordrede stening af en 13-årig somalisk pige, der var blevet voldtaget og anklaget for hor, fordi hun ikke kunne stille med de fire vidner til voldtægten, som imam Pedersens sharialovigvning kræver det.

Skulle nogen være i tvivl om, at denne mand med den jyske accent virkelig er så barbarisk, så fastslog imam Pedersen i et indlæg i Kristeligt Dagblads netavis, ”religion.dk” 15/4 2002, at ”Stening står ikke til diskussion”, og han uddybede det med, at det er en lovgivning, der er ”forordnet af skaberen selv. Vi er derfor ikke bemyndiget til at ændre på samme”.

Den aktuelle sag drejede sig dengang om stening af ugifte mødre i Nigeria, og her var Wahid Pedersen da også kun parat til at give en indrømmelse, nemlig at det højest ville ”være præmisserne for domfældelsen, der ville kunne rejses spørgsmålstegn ved”, og han præciserede i øvrigt, at ”man ikke får danske muslimer til at protestere over selve strafformen”.

Tværtimod understreger Wahid Pedersen i sin artikel, at ”Koranens love og Profetens sædvaner hverken står til diskussion eller er til at ændre”.

Så ved vi det. Og så ved vi også, at imamen på ingen måde vil vejlede de unge muslimer, som Københavns Kommune nu har givet ham ansvaret for, til at forstå og acceptere reglerne i et humanistisk, tolerant og åbent samfund. Et samfund som står i grel modsætning til Koranens middelalderlige, brutale og kvindeundertrykkende univers.  I stedet vil imamen indskærpe for dem, at Koranens love hverken står til diskussion eller er til at ændre.

Skulle nogen være i tvivl om, at det er sådan det forholder sig, bør de lægge mærke til, hvad der sker for mennesker, der opfordrer til at sætte Koranens sharia-straffemetoder til debat. Ayaan Hirsi Ali har betalt med sin personlige frihed. Det samme har utallige andre, senest den hollandske politiker Geert Wilders.

Og Wahid Petersen arbejder målbevidst på at ændre fremtidens danske samfund. Under en høring om religion i KB-Hallen i 1998 agiterede han for stening og for dødsstraf for muslimer, der konverterer til anden tro, og da han blev spurgt, om han ville have denne lov indført i Danmark, svarede han: Ja, når der er flertal for det!

I Deadlline 19/2 skulle Karen Jespersen og Abdul Wahid Petersen så debattere det rimelige i at overlade kommunens muslimske børn og unge til forbenede, ortodoksreligiøse muslimer som Abdul Wahid Pedersen og Zubair Butt Hussain. Det blev en pinlig affære.

Ikke mindst fordi studieværten åbenlyst agerede mikrofonholder for sharia-imamen. Der f.eks. uhindret fik mulighed for at lyve for åben skærm, nemlig da han sagde, at han arbejder for at trække unge væk fra det ekstreme. Intet kunne være mere forkert.

Som bestyrelsesmedlem i Muslimer i Dialog har Abdul Wahid Pedersen sendt kristne og muslimske børn og unge lige i armene på den organisation, der udlovede en dusør for at myrde tegneren Kurt Westergaard.

Det er altså denne mand, der nu kalder Karen Jespersen og undertegnede m.fl. for ekstremister og islamhadere, fordi vi åbent kritiserer hans formørkede holdninger til bl.a. stening.

Men som man altså ikke ifølge Wahid Pedersen kan tage afstand fra, man må tage hele pakken.

I Politiken-interwiev’et betegner Wahid Pedersen sig selv som brobygger. Det er korrekt. Han forsøger sig nu med Københavns Kommunes velsignelse som brobygger til sharia.

På det grundlag må imam Abdul Wahid Pedersen såmænd gerne kalde mig for islamhader. Eller for den sags skyld islamofob. I min optik betyder det nemlig efterhånden ikke andet end en person, der forsvarer den vestlige civilisations frihedsrettigheder.